Må man bytte en kat?

KLUMME: Nå. Så er det åbenbart ikke god etikette at bytte en missekat. I hvert fald ikke, hvis man skal tro dele af min omgangskreds.

Først forhistorien: Lige før jul mistede vi vores store hankilling. Savn, snot, selvbebrejdelse, grådkvalt kalden ud i vintermørket og til slut accept og handling. Afsted til et katteinternat for at finde en ny, helst gammel, doven, tyk og kælen. Sådan én, som ikke tager på de store eventyr blandt biler og kattehadere. Vi fandt en sød hunkat, fik den moslet i transportkassen og tænkte, at missionen var fuldført.

Det var den bare ikke. Missen var vant til at bo i lejlighed med en enlig dame, ikke en familie med fire sammenbragte børn plus det løse. Den nyankomne lå med granatchok under vores sofa en uge, selvom vi lokkede med guf og slesk tale. Erkendelsen ramte mig: Jeg er ikke kattemenneske. Jeg er store, dovne hankattemenneske. Hunkatten gad ikke være min ven.

Og så var det, jeg tog en beslutning, som sendte en rislende bølge af herlig forargelse gennem dele af min omgangskreds: Jeg tjekkede katten for byttemærke, fandt det og ræsede atter mod internatet. I andet hug fandt vi en gigantisk, pæreformet hankat, som kan sove gennem en koncert med Vejgaard Taarnblæserlaug. En kælen starut, som først hed Buster, men nu har fået kælenavnet Frank eller bare Overborgmesteren, eftersom den har en lidt underlig forkærlighed for at slikke på menneskenæser og -ører, når man mindst venter det. Jeg spekulerer på, om kræet ser os som gigantiske saltsten, eller den bare vil vise os den saftigste form for kærlighed. Men det er en anden historie. (Og undskyld, Frank. Den var for oplagt).

Sagen er den, at der blev en farlig ballade, selvom byttet skete med internatfolkets velsignelse, fordi de mener, det er vigtigt, at der er kemi.

Det, synes jeg, lyder ret gennemtænkt. Vi mennesker behøver heller ikke gifte os med det første menneske, som vi gennem Tinder har været på date med. Men ikke alle deler det rationale:

”Hvad pokker?! Laver du Five Chair Challenge ligesom i X-Factor, bare med katte?”, som de humoristiske, men dog lettere pikerede, spurgte. De rigtig vrede pointerede med mange udråbstegn, at man så sandelig ikke bytter et dyr, som var det en simpel vare!!!!!

Fik det mig til at skamme mig? Ja, i øjeblikket. Og skam er sådan set en udmærket adfærdsregulator, når man vitterligt har gjort noget forkert. Her er det bare, at jeg er blevet så gammel, at jeg lige griber de kugler af skyld og skam, der skydes imod mig, studerer dem og vurderer, om de skal have lov til at fortsætte deres tilsigtede bane mod min hjertekule. I det her tilfælde mener jeg nej. Jeg elsker dyr, men jeg nægter at disneyficere dem eller gøre dem til skabninger med samme behov og et lige så rigt og dybt følelsesliv som mennesker.

Den fravalgte hunkat har fundet et mere passende hjem. Den kom på en mærkelig ferie på Sunny Beach, men nu ved vi, at rejsen en anden gang skal gå til et munkekloster i Toscana.

Og helt ærligt: Katten sidder altså ikke med knækket selvtillid og blanke øjne og spiser is af bægret, mens den analyserer, hvorfor, HVORFOR den dog ikke var god nok. Den behøver ikke NLP-terapi eller en lattercoach. Og trods det, at jeg har hørt om en kat, der får lykkepiller, så nægter jeg at tro på, at kæledyr kan få midtvejskriser eller indviklede, psykologiske diagnoser. Jeg tror sådan set heller ikke, de bliver sårede, hvis de ikke får en julekalender med godbidder i, fødselsdagskort, sjove minimatroshatte eller gummidyr formet som Trump. Hvis jeg køber den slags, så er det mit behov, ikke dyrets.

Den lille hunkats behov er derimod at bo et sted, hvor den ikke konstant farer sammen ved lyden af børnelatter eller teenageskænderier. Og jeg forestiller mig, at den lige nu ligger spinnende i en rar, ældre dames skød. Måske fodrer hun den endda med Karen Wolf-småkager.

Alt imens Frank nyder, at han her hos os kan slikke på en hel masse ansigter uden at lade sig skræmme af vores høje AD-lyde.