Billede beskrivelse

'Lukker med et brag': Farvel til en særlig fransk perle i midtbyen

Du er inviteret til en festdag, for at sige pænt farvel til Ma Petit France

24. juli 2023 kl. 06.04
Opdateret kl. 15.30

AALBORG: En lille fransk perle tager nu hul på den sidste uge med vinbar i Nørregade. 

Ma Petit France lukker og slukker nemlig lørdag 29. juli, så hvis du lige skal forbi den lille hyggelige bar inden den forsvinder, skal du snart tage din mor, kollega eller ven med under armen.

Udmeldingen om lukningen kommer efter, at vinbaren gennem længere tid har været til salg, og nu kan ejerne ikke vente længere med at komme videre.

- Vi kan ikke blive ved med at vente på den rette køber, så nu har vi selv opsagt lejemålet, har Majken Green tidligere sagt til aalborg.nu. Hun er én af indehaverne af Ma Petit France.

Billede beskrivelse

Slutter af med en fest

Men der er ikke lagt op til gravøl. Tværtimod skal lukkedagen være en festdag for Majken og Christian, som vil være til at finde i vinbaren hele lørdag. 

- Christian og jeg er i vinbaren hele dagen, og det skal være en festdag. Vi glæder os til at sige tak til vores mange gæster - på samme måde som vi glædede os til at sige goddag, da vi åbnede for fire år siden. Vi skal kramme vores gæster, og der falder da sikkert også en tåre.

En sidste sjat-tirsdag

Ejerne har gennem fire år drevet vinbaren, og ét af de initiativer, der er blevet taget godt imod er sjat-tirsdag, hvor weekendens åbne flasker bliver solgt til kun 50 kroner per glas.

- Vi er her hele juli, og vinbaren er åben, som den plejer. Vi gør det ordentligt hele vejen igennem. Vi trapper ikke ned, vi lukker med et brag.

Sidste åbningsdag hos Ma Petite France i Nørregade 6 er som nævnt lørdag 29. juli. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste