Lopper og råvaremarked: Vejgaard fejrer sig selv med masser for børn og voksne
Der bliver fest i bydelen på fredag
Nu går det snart løs i Vejgaard. For på fredag fra klokken 15 til 21 inviterer Vejgaard Handel til byfest.
Her er der sammensat et arrangement, der vil få hele byen til at bruse af liv og energi.
Med et kræmmermarked på Hadsundvej, et nordjysk råvaremarked på Vejgaard Torv og et væld af musik og aktiviteter for både små og store, er der noget for enhver feststemning, skriver Vejgaard Handel i en omtale.
Sidste års succes med at flytte det traditionsrige kræmmermarked til fredag har banet vejen for endnu mere fest og glæde.
Kræmmerne har pladser langs Hadsundvej og indtager området med et overflødighedshorn af smukke, gamle, nye, populære, sjove og skæve varer.
Vejgaard Samråd er også repræsenteret, som uddeler 100 gratis rønnetræer efter først til mølle-princippet i samarbejde med Nordjyske Bank Vejgaard.
På Vejgaard Torv finder du råvaremarkedet i samarbejde med Nordjysk Madfestival. Her kan du forkæle dine smagsløg med alt fra honning, frugt & grøntsager, håndbrygget øl, ost, gourmet marmelade af overskuds frugt og grønt, økologisk microgrønt, aloe vera, spanske specialiteter og en masse mere. Klokken 18.30-20 deler P&P på Vejgaard Torv gratis is ud til alle fra HJEM IS-bilen.
En verden fuld af sjov for børn
Vejgaard Bymidte bliver forvandlet til et sandt mekka for børn og barnlige sjæle. Her vil du støde på en række sjove aktiviteter arrangeret af foreninger FDF Vejgaard, Vejgaard Gymnastikforening, Aalborg Garden, Vejgaard Badmintonklub og flere.
- Vi har også samarbejde med The Sky is Blue fra Hirtshals, der skal afvikle Børne Robinson klokken 16.30 for børn i alderen 6-12 år, fortæller formanden for Vejgaard Handel Bettina Kjær Ringtved.
- Til Vejgaard Byfest er vi så heldige, at vi også får besøg af Roadshowkaravanen fra Nordsøen Oceanarium”, fortæller Jette Haugaard Grønhøj, som er frivillig i Vejgaard Handel.
Alle aktiviteter for børnene er gratis.
Musik i gaden
I byens butikker vil der være masser af tilbud, oplevelser og konkurrencer – alt fra Hammerslag til gratis popcorn til børnene.
Få en bogsnak med Vejgaard Bibliotek og kør med lykkehjulet eller brug dine evner ved krea-bordet. Vejgaard Lokalhistorisk Forening holder åbent hus, hvor de præsenterer deres nye udgivelse ”Bagere i Vejgaard” samt udstilling med gamle billeder fra Vejgaard.
Aalborg Garden vil marchere op gennem Hadsundvej kl. 16 forbi biblioteket og herefter vil de søde musikanter gå videre til Vejgaard Bymidte, hvor de vil fortælle om deres instrumenter og underholde børnene.
Vejgaard Bageri har igen i år sponseret gratis kæmpe kagemand i anledningen af byfesten, som serveres foran Vejgaard Bibliotek fra klokken 15.