Billede beskrivelse

Løbeskole lokker med hygge og fyraftensøl

Løbetur og øl er en klassisk kombination. Den skal motivere dig og dine venner til at klare de 5k med kronprinsen til sommer

19. februar 2022 kl. 11.06

AALBORG: Kender du nogen, der kunne have brug for en tur på løbeskole? Eller drømmer du ligefrem selv om at mærke kondiskoene smælde på asfalten under dig til Royal Run 6. juni?

Det er slet ikke urealistisk, lyder det nu fra Aalborg Motionsklub, som inviterer Aalborgs sofakartofler på 12 ugers løbeskole fra 3. marts.

Her får du masser af hjælp til løbetræningen, og så er det tanken, at det skal være et sjovt fællesskab, der er tilpasset deltagernes niveau.

Lyder det lidt for tungt, og frister det mere med en omgang Netflix? Bare rolig - der er både opvarmning og i starten må man gerne veksle mellem at løbe og gå, og distancerne er korte.

Når dagens dont er klaret, bliver du endda belønnet med en øl eller en sodavand til de ømme muskler, ligesom du også får en fin refleksvest, der skal sikre dig i trafikken.

Der er altså ingen smalle steder, hvis du melder dig på Amok løbeskolen - du skal bare hoste op med 200 kroner for det hele, og så er der træning og lækkerier hver tirsdag og torsdag.

- Kunne det ikke være fedt at være med til at løbe sammen med Kronprins Frederik og mange tusind andre løbere? Selv hvis du er ny løber, er 5 km bestemt et realistisk mål, lover Aalborg Motionsklub i pressemeddelelsen.

Løbeskolen kører fra 3. marts til 2. juni, men du må løbe med klubben hele resten af 2022, hvis du har lyst. Læs mere om Aalborg Motionsklub og deres løbeskole her .

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste