Billede beskrivelse

Weekend med Counter-Strike, Fifa og tastaturkast

07. oktober 2024 kl. 14.03

Den stod på gaming, hygge og kammeratskab den forgange weekend i Gistrup Hallen. 

Her havde Nøvling Lan Week og LKB e-sport kaldt til samling til tre dage med fokus på skærmen og med computerspil som Counter-Strike, Fortnite og FIFA på programmet.

55 deltagere havde indfundet sig til den tredje i rækken af Lan-weekender siden de to foreninger i fjor besluttede at gå sammen om arrangementet. 

- Det har vist sig at være en god idé, fastslår Mathias Huse Jensen, der er koordinator for Lan-weekenderne.

- I Nøvling havde vi tidligere en selvstændig event, men deltagerantallet var for nedadgående. Så slog vi os sammen med LKB e-sport, og nu kan vi sagtens samle opbakning, konstaterer han og glæder sig over et bredt deltagerfelt. 

- De yngste er vel 12-13 år. Og så har vi deltagere, der er langt oppe i 30’erne. Folk har hygget sig. Nogle har været med hele weekenden. Andre i mere begrænset omfang. Men fællesskabet har været udtalt, og jeg er sikker på, at vi vender tilbage med endnu en Lan-weekend til foråret.

Billede beskrivelse

Weekendens program bød i øvrigt ikke kun på stillesiddende computerspil. Et mere fysisk, men nok så kuriøst indslag, havde også sneget sig ind i skikkelse af “tastaturkast”. Det var lige så absurd, som det lyder og foregik udenfor på den tilstødende fodboldbane. 

- Der skal jo være noget at grine ad, og tastaturkast er rigtig sjovt, fastslår Mathias.

Billede beskrivelse

Lan-weekenden var i øvrigt ledsaget af solid sponsorstøtte. Både fredag, lørdag og søndag var der indlagt flere små konkurrencer, hvor der kunne vindes fine præmier.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste