Wauw - nyt stort gavlmaleri vokser frem i vores by
Gavlmaleriet er det seneste i en lang række, som bliver præsenteret i byen i år
Det er bare noget af det, Aalborg er kendt for både herhjemme og i udlandet: De mange gavlmalerier, der sætter ekstra kulør på bybilledet.
Og nu kan vi fortælle, at endnu et kunstværk er på vej - denne gang er det det spanske verdensnavn Manolo Mesa, der sætter sit præg på byen.
Han er i øjeblikket i fuld gang med at male på gavlen på Borgmestervænget 10, og du kan bedst se hans arbejde fra Katedralskolens boldbane.
Det er Kirk Gallery, der står bag - og som nu fortsætter med det ottende gavlmaleri som en del af fejringen af sit 10 års jubilæum med gavlmaleriprojektet ’Out in the Open’.
Manolo Mesa er kendt verden over for sine store gavlmalerier, der viser opstilling af porcelæn (stilleben). Det skriver Kirk Gallery i en pressemeddelelse.
Manola Mesa er født i 1989 og begyndte at lave gavlmalerier sammen med sin bror i 2002 i hjembyen El Puerto de Santa Maria, indtil han startede på kunstakademiet i 2008.
Efter endt uddannelse begyndte han at rejse verden rundt, hvor vi i dag kan opleve hans stilleben-billeder.