Vil du med? Plusbus er klar til testkørsel - med passagerer
Der er flere nye ting, du som passager skal være opmærksom på
Nu er der ikke længe til, at Plusbus bliver indviet og dermed officielt sat i drift - som vi tidligere har fortalt, sker det 23. september.
Men allerede inden da, har du mulighed for at køre med de 25 meter lange busser, når der den kommende tid er tre dage med testkørsel. For første gang med passagerer.
Chaufførerne har kørt testkørsel med tomme busser, og når det nu sker med passagerer, er det for at sikre, at chaufførerne mærker, hvordan bussen er at køre, når der er mange mennesker med og dermed mere vægt på.
Det er selvfølgelig også for, at chaufførerne får en fornemmelse af, hvordan af- og påstigning udspiller sig ved plusbusstationerne, når mange kunder skal af og på. Det skriver sekretariatet for Plusbus på sin hjemmeside.
Testkørslerne med kunder på linje 2 finder sted 3., 10. og 17. september.
Der kører også almindelige busser på linje 2 på dage med testkørsel, så du kommer ikke til at møde en Plusbus på alle afgange.
Nye vaner
Passagererne i Plusbus skal vænne sig til, at de ikke kan købe en billet i bussen. Det skal de i stedet gøre på plusbusstationen eller i en af de digitale salgskanaler, der er til rådighed, oplyser Plusbus også.
Derudover er der også frit flow i Plusbus - og det bliver der også i alle Aalborgs øvrige bybusser fra 23. september.
Det vil sige, at man må stige af og på gennem alle bussens døre på linje 1-19 i Aalborg. Man skal ikke længere forbi chaufføren for at vise sin billet. I stedet tager NT’s kontrollører sig af billetkontrollen.