Billede beskrivelse

Vi melder pas på klimavenlig mad: Pris og sundhed er vigtigere

14. december 2023 kl. 13.01

Tilbage i 2019 lød der næsten et samstemmigt, at ”Jeg vil gerne spise klimavenligt” fra unge danskerne i en undersøgelse, hvor otte ud af ti af de adspurgte mente, at klimavenlighed var det vigtigste, når de skulle fylde køleskabet.

At spise klimavenligt handler blandt andet om at spise mindre kød, mindre slik, mere grønt, at undgå madspild og at undersøge madens klimaaftryk. 

Nu viser en ny undersøgelse lavet af Madkulturen imidlertid at pris og sundhed i stedet er øverst på dagsordenen, når vi skal handle ind til de daglige måltider.

– Desværre er det ikke fordi, maden nu er blevet klimavenlig, og problemet er løst. Kun hver syvende oplever, at vi får et klimavenligt måltid til aften, og andelen af aftensmåltider med kød er helt uændret over årene, fortæller Judith Kyst, som er direktør i Madkulturen.

Det er ikke længere otte ud af ti, men kun halvdelen af de unge, der bekymrer sig om madens klimabelastning. Blandt resten af befolkningen er flere også begyndt at melde pas på klimavenlig mad.

Kødvaner til næste generation

Det er især kødet, som er en akilleshæl, når det kommer til at spise klimavenligt. 

Kun en tredjedel af de adspurgte i undersøgelsen mener, at vi skal skrue ned for kødforbruget for klimaets skyld – selv om langt de fleste samtidig godt ved at især oksekød, belaster klimaet i langt højere grad end grøntsager og fisk.

Judith Kyst henviser blandt andet til, at børnefamilier spiser kød til aftensmad 6 dage om ugen, hvilket er mere end resten af befolkningen. Unge voksne skruer op for kødgryderne, så snart de får børn, og er på den måde med til at give den kødtunge madkultur videre til næste generation.

Sundhed og pris er vigtigst

Klimakrisen kan føles lidt uhåndgribelig for mange af os - især fordi den i af de seneste år har fået selskab af en coronakrise, internationale konflikter og stigende fødevarepriser, der alt sammen kræver vores fokus.

- Efter en tid med store prisstigninger, er vi nu blevet endnu mere opmærksomme på pris, så mere end halvdelen af os næsten altid går efter de billigste varer. Samtidig spiller sundhed nu en rigtig stor rolle for vores madvalg. Det tror jeg hænger sammen med, at vi lever i en usikker tid, hvor vi finder tryghed i at tage os godt af os selv og familien gennem maden, forklarer Judith Kyst.

Sunde madvaner er nemlig vigtige for 8 ud af 10 danskere, og mens hensynet til klima tit er svært at handle på, ændrer mange af os gerne vaner for vores egen sundheds skyld.

Unge er stadig frontløbere

Selvom den brede opbakning til klimadagsordenen svinder ind - også iblandt de før så ihærdige unge danskere - så er det stadig de unge, som fortsat er mest gearet til at spise klimavenligt i befolkningen.

I 2023 var det hver sjette unge, der ville bestræbe sig på at spise mad uden kød, hvoraf mange begrunder det med et hensyn til klimaet. Tilsvarende var det hver femte af de unge, der bruger bælgfrugter i aftensmaden mindst én gang om ugen, hvilket er fire gange flere end blandt bedsteforældrene på 65-80 år.

Fakta

Madkultur23 er den tiende store befolkningsundersøgelse fra Madkulturen af hverdagsmaden i Danmark. Den bygger på svar fra 2.187 repræsentativt udvalgte danskere om deres måltider, madvalg og forhold til råvarer. Undersøgelsen viser bl.a., at:

56% af danskerne finder det i 2023 vigtigt, at vores madvaner bliver mere klimavenlige. Det gjaldt 70% i 2019.

46% vil gerne selv spise klimavenligt i 2023. Det gjaldt 60% i 2019.

74% af aftensmåltiderne i Danmark indeholder kød. Det er stort set uændret siden 2015.

2% af danskerne gik efter varianter med et lavt CO2-aftryk, sidste gang de købte almindelige madvarer.

Især unge opgiver klimahensynet

57% af unge (18-25-årige) vil gerne selv spise klimavenligt i 2023. I 2019 gjaldt det 79%.

53% af unge (18-25-årige) bekymrer sig i 2023 om, hvordan maden påvirker klimaet. I 2019 gjaldt det 66%.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste