Billede beskrivelse

Vejarbejde går i gang - her risikerer du at havne i kø

Hvis du benytter Egnsplanvej, skal du fra mandag forberede dig på forsinkelser - vejen skal udvides fra to til fire spor på en strækning - der kommer også ny cykelsti i området

29. april 2023 kl. 15.55

AALBORG: I næste uge tager Aalborg Kommune fat på at udvide Egnsplanvej fra to til fire spor på en strækning umiddelbart syd for det kommende sygehus i Aalborg Øst.

Vejarbejdet kommer til at strække sig over det næste år, hvor vejbanen indsnævres, så trafikken ruller langsommere. Hvis du benytter vejen, især i myldretiden, skal du indregne ekstra køretid, varsler Aalborg Kommune.

Kort efter indvielsen af den nye Egnsplan stod det klart, at vejen er underdimensioneret.  Allerede nu benytter langt flere bilister end forventet vejen, og der bliver for alvor problemer, når sygehuset lige nord for strækningen tages i brug. 

Region Nordjylland forudser, at ambulancer og politieskorter skal sidde fast i trafikken hvis der kun er to spor. Vejen er anlagt med høje kantsten, som vil gøre det svært for bilisterne at trække ind til siden for at give plads for udrykningskøretøjer - derfor udvides nu til fire spor.

Vejarbejdet foretages på strækningen 200 meter vest for krydset ved Selma Lagerløfs Vej og Hadsundvej og frem til rundkørslen ved Hadsund Landevej.

Grafik:

Nyt for cyklister

Cykler du i området, kan du glæde dig over, at der samtidig anlægges ny cykelsti på Selma Lagerløfs Vej, så der bliver cykelsti i begge sider af vejen fra Gistrup til Bertil Ohlinsvej og videre mod nord. 

Mens vejarbejdet står på vil cykelstierne langs Hadsundvej og Selma Lagerløfsvej være farbare i minimum en vejside ad gangen.

Aalborg Kommune forventer, at de nye spor på Egnsplanvej samt cykelstien står klar i maj 2024. Først i 2025 skal det sidste slidlag af asfalt lægges på. 

Aalborg Kommune og Region Nordjylland har anmodet transportminister Thomas Danielsen (V) om 270 mio. kr. til projektet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste