Uenighed om nyt butikscenter med 12 butikker: Lige nu kan ingen lave det de ønsker
Efter møde kan planen ikke lade sig gøre, men nu hiver rådmand sagen i byrådet
I dag ser centret slidt ud, men der har gennem længere tid været arbejdet på at ændre radikalt på det ved simpelthen at vælte hele centret med b.la. Kvickly og Jysk til fordel for et nyt og meget større center med op til 12 butikker og 600 kvadratmeter til fastfood.
Det er ejeren af centret ved Bouet i Nørresundby, Coop, der har fremlagt planerne, som man vil investere en halv mia. kr. i. Men nu er der kommet grus maskineriet.
Mere butiksareal
På det seneste møde i by- og landskabsudvalget var der ikke flertal for det kommuneplantillæg, der efter en offentlig fordebat skulle give mulighed for et butiksareal på til 25.000 kvadratmeter mod de 12.870 kvadratmeter detailhandel, der findes i dag.
Uenigheden opstod i forhold til, om der skal tilføres yderligere et par tusind kvadratmeter til den foreslåede ramme på 25.000 kvadratmeter.
- Der er ingen, der kan lave noget af det, de ønsker. Derfor sagde jeg, at det dur ikke, vi er nødt til at få noget til at ske i den her sag, så jeg måtte rykke den i byrådet, siger by og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V).
Kvadratmeter til Coolshop
S og SF stemte for den oprindelige indstilling på de 25.000 kvadratmeter, mens K, V og DD stemte imod. Konkret har de tre sidstnævnte partier det til fælles, at de gerne vil have tilføjet yderligere 2600 kvadratmeter på butiksarealet, da netop 2600 kvadratmeter af rammen går til Coolshops butik i nærheden og altså fra Coops butikscenter-projekt.
- Coop har udtryk en bekymring for, at de ikke kan løfte de store ambitioner og planer, som de har derude, hvis de skal klemmes ned i kvadratmeter, siger Jan Nymark Thaysen med henvisning til et brev fra Coop.