Billede beskrivelse

Tre venner vil krydse Atlanten på rekordtid

Vennerne skal ro 5000 kilometer for at nå den anden side af Atlanterhavet

14. maj 2023 kl. 19.30

AALBORG: Lige om lidt begynder en lang og intens træning, som skal forberede tre viljestærke danskere på at gennemføre verdens hårdeste roløb, også kaldet World’s Toughest Row.

Og faktisk er målet at klare turen på 35 dage og dermed slå den nuværende danmarksrekord på 37 dage.

Indtil videre har 1600 mennesker i hele verden taget turen, herunder 15 danskere.

12. december 2025 vil Kenni Hansen fra Aalborg, Simon Svendsen fra Faxe Ladeplads og Felix Ehn Kruhøffer fra Ringsted gøre sit bedste forsøg på samme.

- Vi vil gerne have et hold, hvor vi kan tage afsted som gode venner og komme hjem som venner for livet, siger Simon Svendsen og tilføjer, at de stadig mangler at finde holdets fjerde mand.

En erfaring mand iblandt

De tre venner er dog ikke på helt bar bund, når det kommer til, hvad de kan forvente af det 5000 kilometer lange løb.

Det er nemlig ikke mere end fire måneder siden, at Simon Svendsen vendte hjem efter at have gennemført roløbet på 50 dage i en tomandsbåd.

- Allerede inden jeg kom i land, vidste jeg, at jeg gerne ville afsted igen, og at det skulle være i en firemandsbåd, fortæller han.

Billede beskrivelse

Han fortæller blandt andet, at man i løbet af et døgn skal ro 12 timer, to timer ad gangen. Også selvom bølgerne er 10 meter høje, og man har siddesår og vabler på hænderne.

Man forbrænder cirka 8000 kalorier om dagen, er i konstant kalorieunderskud og kan risikere at sove i temperaturer på 50 grader.

- Der er en grund til, det hedder verdens hårdeste rotur, men selvom det er det, er det også det mest fantastiske i hele verden, tilføjer Simon Svendsen.

Spændt på det ukendte

Men Simon Svendsens erfaringer skræmmer ikke holdkammeraterne. Tværtimod.

- Jeg ser frem til at bruge hovedet på en helt anden måde og se, hvordan jeg reagerer, når jeg på et tidspunkt føler mig helt drænet og ikke længere kan tælle til tre uden at bruge fingrene. Det er skræmmende, men jeg glæder mig helt vildt, siger Kenni Hansen.

Det er især også nysgerrigheden, som driver Felix Ehn Kruhøffer.

- Jeg har hørt historier fra folk, der har prøvet det, om den forandring og glæde, de oplevede, når de kom hjem, og det er utroligt interessant for mig, siger han.

Billede beskrivelse

Sætter fokus mentalt helbred

Når robåden først bliver skubbet ud i vandet på øen La Gomera, er der ingen vej tilbage. Under hele turen har de kun sig selv, hinanden og robåden, som er cirka 1,4 meter bred og 8,5 meter lang.

- Der er to support-både, en foran os og en bag os, men de kan være op til fem dage væk, så vi skal klare os selv. De kommer ikke og hjælper, medmindre det virkelig er galt, fortæller Simon Svendsen.

Derfor er det vigtigt kan have evnerne til at klare sig selv. Fysisk, men også mentalt, og derfor har de tre venner valgt at samarbejde med Psykiatrifonden, som de også løbende vil samle penge ind til.

- 80 til 90 procent af vores forberedelser og selve turen ligger i hovedet, og vi vil sammen med dem gøre opmærksom på det mentale aspekt i vores rejse, men også i alle andres rejse, forklarer Kenni Hansen.

Pengene skal især gå til Psykiatrifondens chatrådgivning, idét efterspørgslen på at komme til at chatte med en fra organisationen er vokset ekstremt meget, tilføjer Kenni Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste