Stort britisk medie udnævner Aalborg som cool rejsemål
Hvis der er noget, der varmer vores hjerter her i Nordjylland, så er det, når udlandet også ser, hvor skønt det er at bo her. Britiske The Times har nemlig været forbi Aalborg i 48 timer og skrevet en guide til, hvad du skal opleve i byen.
I overskriften kalder de Aalborg for et cool og solrigt alternativ til København. Det må betyde, at journalisterne har været et smut i 'Ålleren' på én af de helt gode dage, og det priser vi os lykkelige for.
The Times fortæller, at Aalborg er det ideelle sted til en sen sommertur - og det har de ret i. For selvom efteråret nærmer sig, så kan man slet ikke mærke det her i Aalborg.
Under deres anbefalinger af spisesteder er blandt andet Mortens Kro, Brasserie Kunsten, Restaurant Jørn og Salling blevet nævnt.
Derudover bliver Gedulgt nævnt som et sted, hvor bartenderne kan trylle imponerende cocktails frem samt bliver Struktur nævnt som et uformelt og afslappet sted at spise fransk bistro fusioneret med det nordiske køkken.
Aalborgs skønne hoteller får også en anbefaling med på vejen af The Times. Blandt andet bliver Comwell Hvide Hus nævnt samt Pier 5 Hotel.
Og glem ikke Limfjorden, der præger The Times-artiklen hele vejen igennem. Journalisten virker til at være yderst imponeret over Aalborgs havnemiljø, hvor man kan gå fra den østlige til den vestlige del af Aalborg på meget kort tid.
Alt i alt er det altid en dejlig nyhed, når udenlandske medier omtaler vores skønne Aalborg i en positiv retning og endda anbefaler turister at slå et smut forbi. Og det er de mere end velkommen til!