Billede beskrivelse

Stort arbejde i gang: Derfor er der spærret massivt af på havnefronten

Der arbejdes med en vigtig del af infrastrukturen i området

07. juni 2023 kl. 16.35

Det kan være svært at finde p-pladser i Vestbyen, og lige for tiden er det blevet endnu sværere, fordi en større del af havnefronten mellem C. A. Olesens Gade og Kulturbroen, er afspærret.

På Facebook har været diskuteret, hvorvidt der overhovedet arbejdes på stedet, og det bliver der. Endda med en helt central del af spildevandshåndteringen.

Det fortæller Henrik Jess Jensen, der er afdelingsleder i Aalborg Kommune.

- Afspærringen skyldes, at man skal omlægge den store kloakledning, der går via Spritten og over til pumpestationen vest for jernbanebroen.

Billede beskrivelse

Enorm ledning

Og det er ikke en hvilken som helst kloakledning, man lige skal omlægge.

Kloakledningen er nemlig omkring to meter i diameter og tager alt spildevand fra Vejgård og midtbyen, som føres ud til renseanlægget.

- Det er en vital ledning, og det har været vanskeligt at finde en placering til den. Der har været et forsøg med en midlertidig omlægning, men den løsning var ikke langtidsholdbar. Så derfor skulle man se på en alternativ linje, forklarer Henrik Jess Jensen.

Billede beskrivelse

De rør, der som en del af den midlertidige løsning var lagt ud i fjorden, skal derfor tages op igen, og det skal vurderes, hvorvidt de kan genbruges efter fem år i fjorden. Ifølge afdelingslederen forventes det at være muligt.

Kloakomlægningen og de trafikale ændringer i den forbindelse er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Med omlægning på plads kan de planlagte byggerier på Spritten-grunden nemlig gå i gang.

Ifølge planen er omlægningsarbejdet færdigt i indeværende år. Selve afspærringen varer dog kun indtil 16. juni.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste