Billede beskrivelse

Springvand har svært ved at holde tæt

Tusindvis af liter forsvinder ud i intetheden - nu bliver der lukket for vandet

01. oktober 2022 kl. 18.03

AALBORG: Der skal gerne komme vand ud af et springvand. Så langt kan de fleste af os nok blive enige. 

Men vandet skal vel at mærke komme ud, hvor man kan se og få glæde af det. 

Lige når det gælder den del, har man glemt at tage nogle af byens springvand - eller vandkunster - i ed. For flere af dem har i den grad svært ved at holde på vandet.

- Det er egentlig tankevækkende, at det er så svært at lave et springvand tæt i dag, når de gamle af slagsen ingen problemer har, siger Henning Leander Sørensen fra kommunens entreprenørenhed, der blandt andet har ansvar for byens bassiner og springvand.

Billede beskrivelse

Inkontinent springvand

Et af de steder, den er helt gal, er ved Musikkens Hus, hvor man helt har opgivet at få vand i bassinet i år. Det forsvinder nemlig ud igen, uden at nogen kan regne ud, hvor det bliver af.

Det samme kan man sige om den ellers nyrestaurerede vandkunst Kampen mod Havet i Prinsensgade. 

Her blev bassin og båd sat i stand og flyttet til en ny placering på det nyanlagte torv sidste år. Alligevel har det kun sprøjtet med vand nogle ganske få uger i foråret, før det igen blev lukket. For på trods af et større detektivarbejde med at finde ud af, hvor Kampen mod Havet lækker, er årsagen fortsat ikke fundet.

- Vandet forsvinder ud af det, og vi kan ikke finde ud af, hvor det bliver af. Det er ikke det tekniske anlæg, og måske er det bunden, men vi kan bare ikke se, hvor vandet forsvinder hen, siger Henning Leander Sørensen. 

Hen over sidste weekend har han målt, at der forsvandt 25 kubikmeter vand fra anlægget, og det er ganske enkelt for meget, så derfor bliver der intet springende vand i Kampen mod Havet i år.

Billede beskrivelse

Farvel til vandet

Også det populære springvand på Toldbod Plads har haft problemer med lækage. Men her er der skiftet slanger, og det har tilsyneladende hjulpet.

Nyder du at se vandet springe eller pible i byens anlæg, så skal du i det hele taget glæde dig, mens du kan. For allerede om en uges tid er det slut for i år.

- Vi vinterlukker springvandene i uge 41, og så må vi hen over vinteren og foråret tage stilling til, hvad der skal ske med de utætte anlæg, siger han.

Undtaget fra lukningen er i første omgang vandkunsten på Toldbod Plads - her lader man vandet blive yderligere en uge, før man lukker ned, det sker for at tilgodese de mange, der holder efterårsferie. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste