Sofie modtog en mystisk kuvert fra en helt særlig ”komité”
- Det er vildt, at der sidder en, som gider lave sådan noget til mig, fortæller hun
AALBORG: Da Sofie Ellegaard åbnede sin forretning, Butik Gejst, forrige uge, fandt hun en kuvert.
Fuld af spænding åbnede hun kuverten – som mest af alt mindede om den slags, der bruges til awardshows – og blev vældig overrasket over indholdet. I sine hænder stod hun nemlig med en unik guldmedalje og et lyserødt brev.
Brevet beskrev, at hun af komitéen for trafikalkaotisk udholdenhed var blevet valgt til at modtage guld i ”spræl og gejst” med begrundelsen, at Butik Gejst i årevis har holdt det gode humør trods for adskillige renoveringer og ændringer i området.
- Det viste sig, at det er en af mine kreative kunder, som står bag, fortæller en glad Sofie Ellegaard.
Ultimativ anerkendelse
Dog er det langt fra den første gang, at Sofie Ellegaards kunder har givet udtryk for, at hun gør det godt.
- Nærmest alle mine andre kunder har også sagt til mig, at det er så godt, jeg holder det ud. På den måde er brevet og guldmedaljen jo den ultimative anerkendelse.
Da hun for ni år siden åbnede Butik Gejst på Fyensgade 18, var butikken nærmest pakket ind i stillads, fortæller hun.
Efterfølgende har udsigten fra butikken ofte været en vej, der er gravet op. Blandt andet på grund af af kloakarbejde, ny cykelsti og hele arbejdet med Aalborg Plusbus.
- Der har bare været mange ting, siger Sofie, som dog altid har forsøgt at bevare det gode humør – som brevet også indikerer.
- Derfor blev jeg også rigtig glad, da jeg læste, at jeg gennem årene har formået at holde bandeord og irriteret mimik i private omgivelser og ikke har udstrålet det i butikken, griner hun.
Fortjener selv en guldmedalje
Sofie Ellegard hæfter sig især ved alt den energi, der er blevet brugt i forbindelse med guldmedaljen og brevet.
- Da jeg åbnede kuverten, tænkte jeg, det er vildt, at der sidder en, som gider lave sådan noget til mig. Det blev jeg virkelig glad for.
Og ifølge butiksejeren er det den kreative kunde, som fortjener en guldmedalje.
- Det skulle alle mine kunder i virkeligheden. For at besøge butikken, selvom der løbende har været så mange forhindringer. Jeg synes virkelig, jeg er heldig, at de har lyst til at kigge forbi.