Sneede det også på dig i dag? Resten af ugen forbliver våd
Så blev det hverdag igen efter en lang og rar påskeferie, som for mange af os var fuld af påskemiddage og familietid i haven med plantning af stauder og jagt efter chokoladeæg. Det fik sin ende i dag, hvor der var mandag på en tirsdag komplet med gråvejr, regn og sågar en omgang lokal tøsne.
Resten af ugen fortsætter det våde vejr - på nær i morgen onsdag, hvor det meste af Danmark får en lille pause fra regnen.
Det oplyser Trine Pedersen, som er vagthavende meteorolog ved DMI til Ritzau:
- Alt i alt en meget regnfuld uge, hvor onsdag nok bliver den pæneste dag med tørvejr og lidt eller nogen sol. Natten til torsdag kommer regnvejret så tilbage i hele landet - dog med lidt ophold i nedbøren. Torsdag er der fortsat et forholdsvist stort temperaturmæssigt spænd, forklarer Trine.
De syd- og sydøstlige egne er oppe omkring ti-tolv grader, imens vi i Nordjylland må nøjes med to til tre graders varme.
Ugens sidste hverdag starter med tørvejr, men så breder der sig igen et regnvejr vestfra. Fredag aften ser det ud til, at der er regn i store dele af landet.
Temperaturerne fredag er forholdsvist milde og ligger på mellem syv og tretten graders varme på tværs af landet.