Se videoen: Her er de nye løver i Zoo
De to nye løver er mor og datter, og de kommer fra Edinburgh Zoo
AALBORG: De har været i Zoo et stykke tid, og nu kan gæsterne også se de to nye hunløver, 9-årige Roberta og hendes datter Mitaali på 3 år.
- For at give løverne de bedste betingelser i de nye omgivelser og tid til at lære både dyrepasserne og hinanden at kende i fred og ro, har vi holdt området lukket et stykke tid, indtil dyrene var faldet godt til – og det er de nu, skriver Zoo på Facebook.
- Derfor kan du nu være heldig at se Roberta og Mitaali i udeanlægget. Der vil dog stadig være afspærret indenfor i rovdyrhuset, så løverne har mulighed for at trække sig tilbage til et roligt sted.
De to hunløver kommer fra Edinburgh Zoo, og de er vurderet til at være genetisk egnede til at få unger med hanløven Aakash. Og zoolog Rikke Kruse Nielsen har tidligere sagt til os, at det især er Mitaali, som Zoo satser på kommer til at få flere kuld i Aalborg Zoo.
- Roberta er ved at nå en alder, hvor det ikke længere er så sandsynligt, at hun får afkom. Men jeg håber, at det lykkes her hos os, for hun har nogle rigtige gode gener.
At parre sig og få unger er et vigtigt bidrag til dyrenes trivsel, og samtidig er ungerne vigtige for det avlsprogram, som Aalborg Zoo via den europæiske zoo-sammenslutning EAZA deltager i.
Avlsprogrammet skal sikre, at der altid i de zoologiske haver er en sund og varieret bestand, der kan fungere som genbank i tilfælde af, at en art uddør i naturen.
Her kan du se fotograf Bente Poders video med løverne: