Sallings populære Lego-vindue byder på en række nyheder i år
Vinduet, der er en juletradition for mange, er netop blevet afsløret her fredag morgen
AALBORG: Det er blevet en magisk juletradition for mange, der spændt følger med, når Lego-vinduet hos Salling bliver præsenteret. Afskærmningen ud mod Nytorv er netop blevet fjernet her fredag morgen, og i år kan du glæde dig til flere nyheder i stormagasinets udgave af mini-Aalborg.
- Vi har for første gang Kildeparken, Ansgars Kirken, Hotel Hvide Hus og AKKC med. Det er et område, mange forbinder med karneval, så derfor er der også et optog og en scene i parken, siger Mette Kringel. Hun er chefdekoratør i Salling og står for mini-byen i samarbejde med den frivillige forening Byggepladen.
- Idéen kommer fra Lego-byggerne, for med optoget er det muligt at skabe noget liv i udstillingen, og en scene giver mulighed for at arbejde med et godt lys.
Nyheder og gamle kendinge
Udover nyhederne her kan du også se, at pladsen foran Salling er blevet opdateret, så den er mere tidssvarende efter renoveringen af Nytorv.
Selve opstillingen af bygningerne er forskellig fra gang til gang, og i år er det blevet plads til, at Budolfi Kirke igen er tilbage efter nogle års fravær. Kirken er i øvrigt den allerførste bygning, der blev skabt til vinduet, som du nu kan se for syvende gang. Til gengæld finder du ikke musikhuskvarteret og de to broer over Limfjorden i 2022-udgaven.
- Vi prøver altid at skabe en balance mellem nyheder og gengangere. Aalborg er en by i rivende udvikling, så her er mange flotte bygninger at vælge imellem, siger Mette Kringel om udstillingen, hvor lys viser dagens gang fra solopgang til solnedgang over en periode på cirka 10 minutter.
Et vartegn for Sallings jul
At udstillingen er en succes, handler i følge Mette Kringel blandt andet om, at Lego er tidløs og rigtig mange har selv bygget med klodserne på et tidspunkt i deres liv.
- Udstillingen er vigtig for os, fordi den er blevet et vartegn for Sallings jul og de oplevelser, vi gerne vil skabe i byen, siger hun.
- Og vinduet er blevet en del af julen for rigtig mange mennesker, der kommer hen til vinduet og trykker på knapperne, der sætter tog og pariserjul i bevægelse. Det er er hygge og julestemning, og udstillingen appellerer til folk i alle aldre.
Som bonusinfo kan vi i øvrigt lige nævne, at passagertoget sidste år kørte godt 350 kilometer i den tid, juleudstillingen var der, og toget blev aktiveret ca. 51.265 gange, oplyser Byggepladen.
Jul i hele stormagasinet
Planlægningen af årets Lego-vindue går i gang allerede i januar/februar, og der er brugt omkring 150.000 Lego-elemeter i årets vindue, der er opdelt i tre sæsoner, efterår, sommer og vinter
Og de er der alle - de kendte bygninger og vartegn. Ud over de allerede nævnte kan du denne gang opleve banegården, Jens Bangs Stenhus, Nordkraft, Aalborg Tårnet og stadion i Vestbyen.
Du kan opleve udstillingen til og med 5. januar.
I dag er i øvrigt også dagen, Salling afslører hele stormagasinets julestilling, hvor Mette Kringel denne gang er gået all-in på de traditionelle farver rød og guld med et tvist af pink. Og temaet er inspireret af tivoli, så du også finder en radiobil og en hest fra en karrusel i vinduerne.
Og sidst men ikke mindst kan du også fra i dag træde ind i et helt særligt jule- og vinterunivers på Rooftop, der er forvandlet til Winter Lodge.