Rikke er ny direktør i Musikkens Hus - men det har hun egentlig været længe
Af flere end 40 ansøgninger fra ind- og udland var den siddende, konstituerede direktørs alligevel den bedste.
Sådan kan man sige om rekrutteringsprocessen af den nye direktør for Musikkens Hus, som kulturstedet har præsenteret fredag i en pressemeddelelse.
Her er Rikke Mølgaard, der har været konstitueret direktør siden juni i år, nemlig blevet præsenteret som ny adm. direktør for Musikkens Hus. Det fremgår også af kulturinstitutionens hjemmeside.
Udover Musikkens Hus får den nye adm. direktør også ansvaret for Aalborg Symfoniorkester og Restaurant Fauna.
- Vi har modtaget stor interesse for stillingen fra både ind- og udland, hvilket bekræfter os i, at Musikkens Hus er et anerkendt hus med international gennemslagskraft, siger Michael Slavensky Dahl, der er bestyrelsesformand i Musikkens Hus.
Rikke Mølgaard supplerer:
- Kunst og kultur er essentiel og skaber sammenhængskraft på tværs af hele samfundet. Det fællesskab, man oplever her, er livgivende. Sammen med mine dygtige kolleger i Musikkens Hus, Aalborg Symfoniorkester og Restaurant Fauna ser jeg meget frem til at berige vores gæster med nærværende oplevelser, som både kan underholde og bringe os tættere sammen i en travl hverdag.
Rikke Mølgaard tiltrådte i første omgang i Musikkens Hus som marketing- og kommunikationsdirektør i november 2023.