Billede beskrivelse

Rekordoverskud på 3,6 millioner skal gå til velgørende formål - men hvilke?

11. december 2023 kl. 14.21
Opdateret kl. 16.16

I 2023 var 18.000 glade festivalgæster og 4.700 frivillige ildsjæle samlet til festival i Skalskoven i Nibe.

Det har nu ledt til et imponerende flot rekordoverskud på 3,6 millioner kroner - den tidligere rekord for festivalen lå på 2 millioner kroner.

- Vi er enormt stolte og tilfredse med, at vi ikke alene afviklings- og oplevelsesmæssigt, men altså også økonomisk, ramte den bulls eye med Nibe 2023, lyder det fra talsmand Peter Møller Madsen.

Det flotte millionoverskud skal nu deles ud til forskellige velgørende formål.

Ny model for uddeling af midler

Festivalen er dybt afhængig af gode hjælpende hænder, og derfor går en pæn del af overskuddet også til de mange foreninger, der er involveret.

Med et større overskud er der dog også skabt rum til at kigge i endnu flere – og nye – retninger.

- Der er rigtigt mange gode formål og initiativer, hvor en stor eller mindre del af 3,6 millioner kroner kan gøre en forskel. Vi vil derfor bruge lidt tid på at udarbejde en strategi og en ramme for udlodningsudvalget, så vi kan sikre, at ikke bare flest mulige tilgodeses, men også at vi får givet bredt og ikke mindst husker områder, der måske sjældent får støtte, fortæller bestyrelsesformand Thomas Larsen.

Støtte til nyt gavlmaleri

Allerede nu er 325.000 kroner sendt ud for at gøre en forskel hos nogle af de mest trængende.

Blandt andet har Nibe Festival Fonden doneret 100.000 kroner til et nyt gavlmaleri ved kræftafdelingen på Aalborg Universitetshospital. Gavlmaleriet bliver 3x40 meter og udføres i øvrigt af street art-kunstneren Frida Stiil Vium, som tidligere har lavet kunst på festivalen.

Ansøgningsprocessen og procedurer for tildelingen af midler fra den nye pulje kommer på plads primo 2024, og Nibe Festival forventer, at ansøgninger bliver behandlet i det nyetablerede udlodningsudvalg i løbet af årets første og andet kvartal.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste