Billede beskrivelse

Rådmand vil have knallerter væk fra Nytorv

Jan Nymark Thaysen (V) har bedt politiet om at undersøge, om der kan opsættes et forbudsskilt

16. oktober 2022 kl. 16.04

Efter den seneste kritik af forholdene på Nytorv i Aalborgs bymidte, hvor cykler og knallerter har fået lov til at køre i den ny gågade-zone, og mange savner den sløjfede forgængerovergang for enden af Bispensgade, er rådmand for by og land, Jan Nymark Thaysen (V), parat til at se på sagen.

- Jeg har jo selv gået nede på Nytorv og set de der Wolt-knallerter, der fiser frem om tilbage. Og for det første så synes jeg, at Wolt som firma burde sætte nogen krav til deres bude om, at hvis de kører på knallert, skal det være den nyeste slags, der ikke larmer så meget, og samtidig har vi også lige bedt politiet at trykprøve, om vi rent faktisk kan lave et forbudsskilt i forhold til knallerterne, fortæller han.

Ifølge Thaysen afhænger sidstnævnte blandt andet af, om det er muligt at gøre forskel på knallerterne og de motorcykler - der ligesom varebiler og almindelige biler - har lov at krydse torvet, hvis de har et lovligt ærinde eller er beboere i området.

- Så det er lige med at ramme den rette balance. Men pt. har vi faktisk sendt et forslag ind, der ligger hos politiet til godkendelse, forklarer han.

Han understreger, at det også drejer sig om at få de bløde trafikanter til at respektere hinanden.

- Når noget er nyt, skal man lære at få en adfærd efter de forhold, der er. Men vi kan godt se, at når man giver dispensation til at cykle i en gågade, så følger knallerterne med, fordi en knallert30 også gerne må køre på cykelsti, og det er noget af en udfordring, mener Jan Nymark Thaysen.

Han er godt klar over, at mange også savner den fodgængerovergang, der tidligere var mellem Bispensgade og Nytorv. Men den er ikke helt nem at genindføre.

- Vi har jo som princip, at for at vi kan få flest mulige til at vælge den kommende Plusbus, så det være den, der har forkørselsret alle de steder, hvor den kører. Så lægger man et fodgængerfelt ind der, så bryder man i hvert fald det princip, forklarer han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste