Aalborgenserne er blevet bedre til at sortere affald
AALBORG: Aalborgenserne er godt på vej, når det gælder affaldssortering.
Det viser en ny restaffaldsanalyse fra Aalborg Kommune, som samtidig peger på, at der fortsat er et stort potentiale, især når det gælder madaffald og plast.
Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Analysen viser, at kun omkring 39 procent af indholdet i de sorte affaldsposer reelt er restaffald.
Resten består af materialer, der kunne være blevet sorteret til genanvendelse.
Ifølge rådmand for Klima, Kultur og Sundhed, Jan Nymark Rose Thaysen, viser analysen, at mange borgere allerede gør en indsats.
- Analysen viser, at aalborgenserne gerne vil sortere, men at vi stadig er i en læringsfase, hvilket nu er helt naturligt. Samtidig kan vi se, at der især er to affaldstyper, vi skal have endnu mere fokus på - hvilket er madaffald og plast, siger han og fortsætter:
- Specielt er plast er noget skidt, for når det ender i restaffaldet, bliver det jo brændt. Afbrænding af plast udleder store mængder CO2 og sundhedsskadelige stoffer som dioxiner og saltsyre, så her er genbrug specielt vigtigt.
En spørgeskemaundersøgelse blandt omkring 7.000 borgere viser, at knap 81 procent allerede sorterer alt eller det meste af deres madaffald.
Nu vil Aalborg Kommune gøre det endnu lettere at sortere korrekt med mere målrettet information, bedre adgang til poser og udstyr samt et tættere samarbejde med boligselskaber.
- Vi er godt i gang, og mange gør allerede en stor indsats. Men vi kan stadig blive bedre - især når det gælder madaffald og plast. Med enkle greb i hverdagen kan vi sammen gøre en stor forskel for miljøet, hvilket vi skal have formidlet og hjulpet vores borgere med, siger Jan Nymark Rose Thaysen.