Plusbussen er landet og testes på vejene
Nu kan du møde den 24,8 meter lang Plusbus på vejene i Aalborg Øst, når den testes.
Borgerne i Aalborg vil fremover kunne se nogle ordentlige klepperter på vejene i Aalborg.
Der er tale om de 24,8 meter lange Plusbusser, hvor de første fem ud af 14 busser nu er ankommet til Aalborg nærmere bestemt på busdepotet lige syd for det nye supersygehus.
Inde i den støjsvage bus lugter der som i en ny bil, men der er bare plads til betydeligt flere passagerer og helt præcist 153. Når startskuddet lyder for plusbusserne i august eller september, skal de fragte passagerer fra væddeløbsbanen i vest til en midlertidig endestation ved busterminalen syd for Føtex i Aalborg Øst.
På bussen kan man læse, "testkørsel-standser ikke", inden Nordjyske træder ind i bussen, og den tager en testtur på vejene i området. Nu skal busserne, der er de første af den længde i Danmark, testes på vejene. Ikke mindst skal chaufførerne lære busserne at kende.
- Først og fremmest er den jo noget længere end almindelige busser, og så har den det der metro-style design, siger Vagn Erik Hvid, der er direktør i Solaris Danmark Bus A/S, med henvisning til bussernes front, der har et toglook.
Solaris har bygget busserne, der ifølge direktøren ikke adskiller sig fra andre busser, når det gælder kørslen
- Den er ikke svær at køre med, der er intelligent styring på den, siger Vagn Erik Hvid.