Billede beskrivelse

Omstridt busgrav tjekkes efter nyt uheld: Kritiker frygter alvorlig ulykke

Busgrav kigges efter i sømmene

18. februar 2023 kl. 10.10

AALBORG:  Den omstridte busgrav på Kastetvej, der skal sikre bedre fremkommelighed for busserne og holde bilerne væk, har efterhånden en del skadede biler og chokerede bilister på samvittigheden.

Senest væltede en kabinescooter ned i busgraven, og en ældre mand måtte hentes i ambulance.

Men nu skal busgraven undersøges, selvom både Aalborg Kommune og Nordjyllands Politi har slået fast, at at busgraven er etableret efter de gældende regler. Men i by- og landskabsudvalget er der et krav om, at embedsmændene i forvaltningen igen ser på om, der skal gøres noget.

- Vi har brug for et fagligt blik på det, for der er nogen udvalgsmedlemmer, der mener, at vi skal gøre noget, og der er nogle andre udvalgsmedlemmer, der mener, at vi lige skal se tiden an, siger Lisbeth Lauritsen (S), der er næstformand i by- og landskabsudvalget.

Nu skal forvaltningen se på hullet i Vestbyen. Vibeke Gamst (K) mener, at der skal handles. 

- Hvis vi ikke gør noget, så tror jeg bestemt, at der sker en virkelig alvorlig ulykke med personskade, og så vil jeg godt se, hvilke politikere, der vil sige, at det kun er ganske rimeligt, at folk der overser et skilt kan risikere at blive lemlæstede. Jeg kan simpelthen ikke forstå det, siger Vibeke Gamst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste