Billede beskrivelse

Aalborg får unikt anlæg - og sparer investering på 100 mio

Privat firma skal etablere og drive anlægget

07. november 2022 kl. 15.47
Opdateret 08. november 2022 kl. 11.26

AALBORG; Et nyt anlæg skal snart se nærmere på dit madaffald, når borgerne begynder at sortere det.

Affaldsfællesskabet Nordværk (fusion mellem Reno-Nord og Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (AVV), red.) og miljø- og affaldsvirksomheden Meldgaard Miljø har indgået en aftale om etablering og drift af et farvesepareringsanlæg, der kan sortere affaldet i poser efter farve.

I Aalborgs tilfælde skal anlægget sortere grønne og sorte poser med henholdsvis madaffald og restaffald. Herefter bliver restaffaldet brændt og brugt til fjernvarme, mens madaffaldet omdannes til biogas, og restproduktet efter bioforgasning bruges som gødning på landbrugsjord.

Det er nødvendigt med en privat aktør for ifølge klimaaftalen fra 2020 må kommunerne ikke længere selv eje automatiserede sorteringsanlæg. Derfor skal Meldgaard Miljø efter et udbud nu bygge og drifte anlægget i 18 år.

- I stedet for at vi skulle have været ude at investere et beløb, der kunne have været i omegnen af 100 mio. kr., så er der lagt op til, at det er Meldgaard, der tager den investering, og så betaler vi løbende en pris pr. ton, der kører over anlægget, siger direktør hos Nordværk, Thomas Lyngholm

Ifølge direktøren begynder man at etablere anlægget i Aalborg Øst i starten af det nye år, og madaffaldet skal sorteres fra 2024.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste