Ny Fårup-bus skal klare stor udfordring
BLOKHUS: I samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab lancerer Fårup Sommerland nu en ny sommerbusrute mellem Aalborg Busterminal og forlystelsesparken nær Blokhus.
Denne nye bus erstatter den tidligere rute 92, som blev nedlagt sidste år.
Sommertravlheden har meldt sin ankomst hos de nordjyske turistaktører, og for at gøre det endnu lettere for gæster at besøge Nordjyllands største attraktion, har Fårup Sommerland indgået et samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab. Dette betyder, at en ny busrute vil køre direkte fra Aalborg Busterminal til Fårup Sommerland i skolernes sommerferie.
Tiltaget sker som en følge af beslutningen om at nedlægge den tidligere sommerrute 92, som hidtil har fragtet tusindvis af sommergæster og ansatte til forlystelsesparken.
- Hvert år kommer flere tusinde gæster til Fårup Sommerland med offentlig transport. Det er derfor fuldstændig afgørende, at der er den bedst mulige dækning med kollektiv trafik, så både turister og nordjyder kan komme til Fårup Sommerland og de øvrige turist- og erhvervsaktører i regionen. I år kører bussen som et pilotprojekt, men håbet er, at den vil blive taget godt imod, så den fremover kan blive en fast del af sommerkøreplanen, udtaler Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.
Samarbejdet indebærer, at Fårup Sommerland underskudsdækker ruten i perioden 30. juni til 10. august 2024, hvor bussen vil køre to gange dagligt fra Aalborg mod Fårup Sommerland og tre gange dagligt fra Fårup Sommerland mod Aalborg. Bussen vil desuden være let genkendelig på de nordjyske landeveje, da den bliver dekoreret med farvestrålende Fårup-folie.
Optimal og bekvem transport til medarbejderne
Prisen for en rejse vil være den samme som i resten af regionens busser. Dog er der en økonomisk fordel for de ansatte i forlystelsesparken. Fårup Sommerland har besluttet, at alle ansatte får gratis transport med bussen hele sommeren.
- I Fårup er det vigtigt at være en attraktiv arbejdsplads for de mange dygtige medarbejdere. Dette gælder især de mange sæsonmedarbejdere, som hvert år dedikerer deres sommer til at give gæsterne en god oplevelse. Det er derfor nødvendigt, at det er nemt og tilgængeligt at komme på arbejde – ellers mister forlystelsesparken og resten af turisterhvervet i yderområderne god og kvalificeret arbejdskraft, som der er dybt afhængighed af, forklarer Niels Jørgen Jensen.
Fårup Sommerland har modtaget en lang række priser og anerkendelser. I 2023 blev parken kåret som Danmarks bedste attraktion ved Danish Travel Awards og modtog prisen for Danmarks bedste børneoplevelse ved Min by Media. Desuden blev Fårup Sommerland kåret til Årets TopAttraktion i 2022 af brancheforeningen TopAttraktioner.
Parken har to år i træk, i 2021 og 2022, vundet titlen som bedste forlystelsespark i Europa med under 1,5 millioner gæster ved den internationale prisuddeling Park World Excellence Awards. Rutsjebanen Fønix blev i 2022 kåret til Europas bedste rutsjebane i hele tre forskellige kåringer.
Tidligere har Fårup Sommerland modtaget andre prestigefyldte priser, herunder verdens tredje bedste service (IAAPA, 2015 og 2016), Nordens bedste sommerland i 2018 og 2019 (barnsemester.se), samt bedste nye rutsjebane i Europa i 2020 for forlystelsen Saven.
Fårup Sommerlands vision er at være indbegrebet af enestående oplevelser for familier i hele Norden, og parkens slogan er ”De største oplevelser er dem vi har sammen”.