Nu giver midtbyens butikker tilskud til din p-billet
Aalborg Citys medlemmer indfører som et helt nyt tiltag, at de betaler 10 kr. af din p-billet, når du handler hos dem.
Det nye tiltag indføres fra d. 14. juni 2024. Det skriver Aalborg City i en pressemeddelelse.
Hos flere af byens butikker har man nemlig været godt trætte af, at prisen på parkering skal være et argument for at fravælge midtbyen, når der skal shoppes, spises på restaurant eller klares andre gøremål i hverdagen.
- Fra den 14. juni får du fratrukket 10 kr. på bonen, når du handler for over 100 kr. eller besøger et af de mange spisesteder eller cafeer, der er medlem af Aalborg City, forklarer citymanager Jes Asmussen.
- Det eneste, du skal gøre, er at fremvise en igangværende, gyldig parkering på en af de over 3.500 parkeringspladser, der er at finde i Aalborg midtby, siger han.
Flere medlemmer har allerede nu tilsvarende ordninger, hvor de betaler hele eller dele af parkeringen – for eksempel hos Friis Shoppingcenter og Salling.
- Her er masser af parkeringspladser
Fremover skal du altså se efter sorte klistermærker med et stort, gult P i ruderne på byens butikker, restauranter og caféer, hvis du gerne vil have betalt din p-billet.
Det håber citymanageren vil lukke for diskussion om dyr parkering i midtbyen.
- Alle elsker den sommerstemning, der er i Aalborgs gågader med udeservering, underholdning og lækre shoppingmuligheder. Det skal ikke drukne i kedelige kommentarer på sociale medier om, at der ingen parkeringspladser er, og at det er dyrt at parkere. Her er masser af parkeringspladser, og nu kan du få betalt din parkering af Aalborg Citys medlemmer, slutter Jes Asmussen.
Foreløbigt gælder tilbuddet om betalt parkering i juni, juli og august, men viser det sig, at kunderne tager godt imod tiltaget, vil der blive kigget på at gøre det permanent.