Nu gør han det igen: Jacob streamer non-stop for et godt formål
- Det har været et hårdt år, hvor jeg selv har oplevet på egen krop, at det hele samlede sig sammen til en træls klump i maven. Jeg har også selv prøvet, hvor svært det kan være at få den rigtige hjælp, siger Jacob Krull.
Den 22-årige aalborgenser er måske bedre kendt under navnet Jaxstyle. Det hedder Jacob nemlig, når han streamer ud til 275.000 følgere på Twitch, knap 100.000 følgere på Instagram og 140.000 følgere på YouTube, hvor hans mest sete video har imponerende 4,4 millioner visninger.
Dermed er Jaxstyle faktisk Danmarks mest sete streamer. Det indhold, han producerer til streamingplatformen Twitch, er alt fra computerspil til hverdagsliv og sjov og ballade, men også svære emner som psykiske udfordringer og sårbarhed.
Sidste år gennemførte han eksempelvis et fire dages live-streaming-maraton, med det formål at samle ind til Psykiatrifonden. Denne december gør han det igen!
Et unikt fællesskab
Jaxstyle streamer for andet år i træk døgnet rundt fra den 26. til den 30. december for at samle ind til Psykiatrifonden. Sidste år var resultatet vildt og uventet: 1,2 million kroner. Hvor meget det bliver i år er mindre vigtigt – det er opmærksomheden og samtalerne om psykiske udfordringer og sårbarhed, der er vigtige.
Når han streamer oplever han ofte, at følgerne savner nogen at tale med om, hvordan de har det. På hans profiler finder de et fællesskab.
- Mange af mine følgere er åbne på chatten om, at de slås med forskellige udfordringer. Det er jeg også selv. Det fællesskab, der opstår, er stærkt og unikt, og det understreger bare, hvor vigtigt det er, at vi taler om det, der er svært, fortæller Jacob.
Det skal pengene bruges til
Indtil foråret i år var Psykiatrifondens chatrådgivning udelukkende åben i dag- og aftentimerne, men blandt andet takket være Jaxstyle og hans følgeres donationer har Psykiatrifonden udvidet sin chatrådgivning, så der nu er åbent fire nætter om ugen.
Nu kan man hver onsdag, torsdag, fredag og lørdag chatte med en rådgiver fra klokken 22 til klokken 02. Det er et vigtigt og nødvendigt skridt, siger rådgivningsleder i Psykiatrifonden Liza Johnson.
- Vi kan se, at det er nogle mere alvorlige samtaler om natten, og derfor har det en selvstændig værdi, at vi har åbent lige dér. Det er ikke kun, at der er ekstra timer. Det er tidspunktet, de ekstra timer ligger på, hvor der måske ikke er så mange andre at række ud til. Og hvor vi kan se, at der er flere samtaler om selvskade og selvmordstanker, siger hun og fortsætter:
- Vi vil gerne åbne for mere chatrådgivning på alle tider af døgnet, ligesom vi også er i gang med at søge midler til at holde længere åbent i telefonrådgivningen.
Også i år vil de indsamlede midler fra Jaxstyle Charity Subathon særligt blive brugt til at udvide Psykiatrifondens rådgivning.