Billede beskrivelse

Nu bliver det lettere at komme af med særligt affald i de nedgravede containere

Det er de mange tilbagemeldinger om stoppede containere, der får Aalborg Forsyning til at lave ændringer

23. oktober 2022 kl. 14.34

AALBORG: De er ofte til debat - de nedgravede containere rundt omkring i byen. Især med meldingen om, at de er stoppede, så der ikke er plads til at aflevere affaldet, som så nogen gange bliver placeret ved siden af containerne i stedet for nede i dem.

Det får nu Aalborg Forsyning til at tage affære, så de nedgravede containere i Aalborg og Nørresundby får nye, større og forbedrede indkast til plast, metal og kartoner. 

Aalborg Renovation har lyttet til de tilbagemeldinger, de har fået fra borgerne og de skraldemænd, som tømmer de nedgravede containere, står der i en pressemeddelelse.

- Der er kommet rigtig mange meldinger om stoppede containere. Det er sjældent, fordi containerne er fyldte, men fordi især plastaffaldet kiler sig fast i indkastet, siger renovationschef Jens Boye. 

- Det tager vi nu konsekvensen af og gør indkastet større samt fjerner en plade i bunden af indkastet, så affaldet falder direkte ned i containeren.

Dermed bliver det lettere at komme af med kødbakker, konservesdåser og emballage fra kakaomælk. 

Der er gode erfaringer med de nye, større og forbedrede indkast efter en forsøgsordning på henholdsvis Budolfi Plads og Teglvænget.

- Ifølge skraldemændene virker de nye indkast rigtig godt, og affaldet sætter sig sjældent fast, siger Jens Boye.

- Det kan dog stadig være nødvendigt at give det et lille skub. Dermed undgår vi, at det genanvendelige affald, som ikke kan komme i den rette container, enten ryger til restaffald eller bliver smidt ved siden af affaldsøen. Formålet med affaldssorteringen er jo netop at genanvende så mange ressourcer som muligt.

Udskiftningen af indkastene i de nedgravede containere begynder i uge 43 og fortsætter året ud.

Tip til affaldshåndtering

Hvis en nedgravet container er fyldt, kan du sende en sms med containerens nummer til det telefonnummer, der står på containeren til restaffald. Så bliver den tømt hurtigst muligt. Indtil da kan du bruge en anden affaldsø i området.

Du kan aflevere større mængder af sorteret plast, metal og kartoner på én af genbrugspladserne.

Det er også muligt at bruge den gratis bestillerordning til afhentning af stort jern og metal som tørrestativer, persienner og stel til barnevogne eller andet stort affald som møbler og elektronik.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste