Billede beskrivelse

Michael bestiller masser af ekstra pølser og brød: Det går helt amok med kæmpe hotdog

Han sælger langt mere end forventet på årets julemarked på Gammeltorv

18. december 2022 kl. 17.57

AALBORG: Hvad er det egentlig, byens pt mest berømte hotdog kan? 

For mens den er en ordentlig mundfuld for nogen, så er andre mere end klar til at sætte tænderne i den efterhånden både berømte og berygtede krabat: Speciallavet pølse på en halv meter og knap 400 gram, det store brød og et valgfrit mix af sennep, ketchup, remoulade, løg og hjemmelavet agurkesalat.

Billede beskrivelse

- Folk synes, det er sjovt, og mange vil gerne konkurrere mod hinanden. Den store hype skyldes jo størrelsen, og at man gerne vil prøve noget, der er anderledes, siger Michael Fanø, der ejer Grillhytten.

Hygge og stemning på julemarkedet

Selv ser han hotdoggen som noget, der skal være med til at skabe hygge og god stemning på julemarkedet på Gammeltorv. Og han ved godt, at nogen måske synes, den er liiige rigelig stor.

- Men så kan man heldigvis lade være med at købe den, jeg sælger den jo kun, fordi kunderne er interesseret i at købe den. Hvis ikke der var salg i den, havde vi den jo ikke, det er efterspørgslen, der styrer udbuddet.

Billede beskrivelse

Og mens Michael Fanø tidligere har kaldt sin hotdog - og salget af den, ikke mindst - for en succes, så opgraderer han i dag:

- Det er jo blevet en megasucces. Vi kan lave 60 af de store hotdogs om dagen, og der bliver som regel udsolgt - så jeg er meget glad og tilfreds.

Da vi talte med ham for nogle uger siden, forventede Michael Fanø at sælge omkring 600 hotdogs på julemarkedet i år, det er et par hundrede flere end sidste år.

- Men på grund af efterspørgslen har jeg bestilt 1100 pølser i alt, det er helt vildt, som det går amok, siger han.

Rekord er endnu ikke slået

Og succesen har da også sendt både slagteren i Als, der fremstiller pølsen, og Guldbageren i Vestbyen - der bager brødet - på overarbejde, fortæller Michael Fanø.

- De knokler virkelig for at hjælpe mig, og det er jeg selvfølgelig meget taknemmelig for.

Hvis du skal nå at smage giganten, så skal du snart til at skynde dig, for denne udgave af julemarkedet på Gammeltorv lukker på fredag. Og som bonusinfo kan vi fortælle, at sidste års rekord, hvor det tog fem minutter og 42 sekunder at spise hotdoggen - og drikke en liter kakaomælk - endnu ikke er slået.

Billede beskrivelse

- Men det har været tæt på, ham der prøvede manglede dog kakaomælken, da tiden var gået.

Det er i øvrigt kun her ved juletid, du kan købe den kæmpestore hotdog. Resten af året koncentrerer Michael Fanø sig om Dansk Krydderisalg, hvor han rejser rundt på markeder om sommeren -  samt Pandekagevognen, der laver mad til selskaber.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste