Billede beskrivelse

Mange forældre er enige: - Vi er ikke trygge, hvis barnet cykler i skole

17. december 2023 kl. 07.02

Hvis du er forældre til et barn i skolealderen, så kender du helt sikkert det her scenarie: 

Du ved, det er sundt for dit barn at cykle af sted til skole selv. Det gjorde du måske endda selv, da du var barn. Men du tør simpelthen ikke lade dit kæreste eje tage cyklen mod selvstændighed og de sunde vaner. Og det skyldes bilerne.

En af de primære årsager til, at vi ikke lader vores børn cykle eller gå til og fra skole er ”for mange biler i for høj fart og med for meget kaos om skolerne”, som Mette Olesen, projektleder ved Aalborg Kommune, beskriver det. 

Men hvor kommer de mange hurtige og kaosskabende biler fra?

Billede beskrivelse

Du har nok regnet den ud: Bilerne kommer fra os forældre.

Når ikke vi tør lade vores børn færdes til og fra skole på egen hånd, bliver løsningen som regel, at vi i ægte curlingforældre-stil kører dem. Det er altså et selvforstærkende problem.

Aalborg Kommune arbejder på sagen

Problemet ligger selvfølgelig ikke kun hos os forældre. Skolevejene skal også skabe forudsætningerne for sikker færdsel, og derfor arbejder Aalborg Kommune hvert år på at forbedre forholdene omkring skolerne.

Faktisk udpeger kommunen hvert år to skolecases og analyserer trafikforholdene omkring skolen med henblik på at forbedre dem. Ved at involvere skolens ledelse, børn og forældre, som jo kender forholdene bedst, og få dem til at udpege de utrygge steder på ruterne omkring skolen, forsøger Aalborg Kommune at gøre skolevejene mere trygge for alle, der benytter sig af dem.

Billede beskrivelse

Højvangskolens nye hjertezone skal gøre en forskel

Et nyligt eksempel er Højvangskolen i Svenstrup, hvor en parkeringsplads ved skolen fungerede uhensigtsmæssigt og gav trafikkaos særligt om morgenen. Men frem for at optimere parkeringspladsen, besluttede man i stedet at fjerne den og give arealet tilbage til skolens mange børn. 

Det har resulteret i en cykellegebane, hvor de mindste elever kan øve sig på trafikreglerne, og de større elever kan få mudder på cyklen og tøjet. 

Og cykellegebanen er ikke bare sjov, men er også medvirkende til den hjertezone, som Højvangskolen nu har – i øvrigt Aalborgs første af slagsen. 

Hvad er en hjertezone?

En hjertezone er en zone omkring skolen, hvor der passes særligt på de elever, der bevæger sig på cykel eller til fods. I zonen er det nemlig ikke muligt for forældre at færdes i bil. Hjertezone-konceptet ses i større grad i København-, Aarhus- og Odense Kommune.

- For forældre med børn i indskolingen kan der være meget skiftetøj, der skal fragtes til og fra skole, og der kan det selvfølgelig være rart, at man kan holde tættere på, siger rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen og fortsætter:

- Men der er det vigtigt at huske, at det også har en negativ effekt. Man er jo med til at skabe utrygge forhold for de børn, der cykler og går til og fra skole.

De næste skolecases, som Aalborg Kommune så småt er gået i gang med, er Vejgaard Østre Skole og Nibe Skole.

Aalborg Kommune er en "Børnevenlig Kommune"

UNICEF tildelte for lidt over et år siden Aalborg Kommune den ærefulde titel som Børnevenlig Kommune. Det skyldes kommunens arbejde for at inddrage børn og unge og lytte til deres perspektiver, når det drejer sig om ting som mere sikre skoleveje, affaldssortering, kommunens budget, børnebibliotek og fritidstilbud.

Læs mere om det HER.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste