Lufthavnen droppede gratis parkering: Sådan er det gået
Lufthavnen skal udvikles for de penge, der kommer i kassen fra parkerende rejsende
AALBORG: Aalborg Lufthavn har i mange år været kendt for at tilbyde de rejsende gratis parkering. Faktisk var det ligefrem noget, man markedsførte sig på.
Men den mulighed sluttede 20. april, da lufthavnen indførte betalingsparkering på samtlige pladser. Nu koster det 20 kroner i døgnet at parkere i Aalborg Lufthavn.
Selvom beslutningen til at starte med blev mødt af kritik fra flere utilfredse nordjyder, kan direktøren konstatere, at lufthavnens parkeringsplads ligner sig selv, her halvanden måned efter indførslen af det nye system.
- Vi oplever samme tilgang til parkering, som vi havde før. Det kan da godt være, det har ændret sig lidt, men når jeg hver dag kører gennem arealerne, så ser det ud som før, siger han og understreger, at parkeringen hænger sammen med mængden af flytrafik.
Implementeringen af det nye bom- og betalingssystem er også gået godt, fortæller direktøren.
Pengene fra parkeringspladserne skal bruges på at udvikle lufthavnen, der i år blandt andet har fået nye ruter til New York og Island.