Billede beskrivelse

Legeplads til 1,5 mio. - men ingen børn

Facebook-opslag har medført fornyet diskussion om brugen af Frederikstorv

18. april 2023 kl. 18.34

Ideen om at indrette Frederikstorv i Aalborg til et hyggeligt byrum med masser af aktiviteter og plads til leg havde både fortalere og modstandere, da den i sin tid blev lanceret. Men efter flere års planlægning er legepladsen der langt om længe - den bliver bare ikke brugt.

Og en af dem, der har undret sig over manglen på børn, er Arne Schade. Han var i sin tid medlem af byrådet for Socialdemokratiet, men udtaler sig i dag kun som en borger, der bor i byen og ofte kommer forbi den tomme plads.

- Jeg er kommet forbi så mange gange, og jeg har aldrig set nogen børn der. Og det ser i øvrigt også lidt kønsløst ud, og det er jeg træt af, tilføjer han.

Kritikken af legepladsen, som består af en række "huse" i hårdt metal samt nogle "bjælker", man kan balancere på, var også fremme i forbindelse med indvielsen og planlægningen af pladsen. For ifølge flere af beboere i området appeller ingen af delene til børn, og mange forældre mener også, at husene er farlige at kravle på.

- Alt det metal virker lidt voldsomt, selvom der er sørget for faldunderlag, påpeger Arne Schade.

Han skrev for nyligt et opslag om problematikken på Facebook, og det har fået flere borgere og politikere til at reagere. For hvad skal man egentlig med en legeplads til 1,5 mio. kroner, som ingen vil bruge?

- Jeg er ikke modstander af, at der er en legeplads, for det var noget af det, jeg gik meget op i, at vi fik mere af her i midtbyen, da jeg var politiker. Og derfor fik vi også en lille legeplads ved Budolfi Torv, som er meget populær. Så der skal i virkeligheden ikke så meget til - det skal bare laves ordentligt, mener Arne Schade.

Han undrer sig derfor over, at Aalborg Kommune ikke har spurgt børnene og deres forældre om, hvordan en god legeplads skal se ud.

Og det gør formand for Midtbyens Samråd, Jørgen Andersen, som selv var med til at indvie pladsen, også.

- Det er jo ikke fordi, den er overrendt med små børn, og det er nok heller ikke noget for større børn. Og derfor var jeg også lidt skeptisk fra starten af i forhold til, om det ville være en succes. Og det er der jo ikke noget, der tyder på, siger han.

Jørgen Andersen understreger, at han absolut ikke er tilhænger af at inddrage torvet til parkering, men derfor kan man alligevel godt se på, om legepladsen er en god idé.

- Vi bliver nødt til at kigge nærmere på, hvordan man kan optimere forholdene på Frederikstorv, for det skal helst være en levende og dynamisk plads. Og der synes jeg godt man kan tillade sig at være lidt kritisk i forhold til en legeplads, der ikke bliver brugt. Også selvom den har kostet halvanden million - for nogle af materialerne kan vel genbruges et andet sted, tilføjer han.

Midtbyens Samråd holder borgermøde i Folkekirkens Hus tirsdag aften, og der vil brugen af byens pladser formentlig også være et af de emner, der bliver bragt op.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste