Billede beskrivelse

Kosakken må kæmpe med plastiksværd: Det er der en helt speciel årsag til

En statue på Gabels Torv får med jævne mellemrum forbipasserende til at spærre øjnene op

15. august 2023 kl. 16.07

Ved man ikke, at den er der, kunne statuen nemt glide i baggrunden.

Selv om navnet lyder voldsomt, er den rasende kosak til hest nemlig ikke ret stor.

Men. Mange holder statuen af Carl Johan Bonnesen fra 1935 under opsyn. Og nogen sørger for, at Betina Bolander Aaen fra Aalborg Kommune i hvert fald ikke glemmer den. 

- Så er den lille rasende kosak klar til at gå i krig igen, skriver hun i Facebook-gruppen 'Aalborg i små fotoglimt', hvor engagerede facebookbrugere holder øje med statuen. 

Betina Bolander Aaen er tømrer ved kommunen og kan fortælle, at det næsten er fast arbejde at lave sværd til statuen, som retteligen hedder "En rasende kosak".  

For der er altså noget med hans sværd. Allerede i 2017 kunne aalborg.nu skrive om "sværdslaget" om den lille kosak, der i tide og utide får stjålet sit sværd.

Og efter sigende er fænomenet ældre endnu.  

Ligner bronze

Faktisk har det i perioder været så grelt, at kommunen har valgt at lade sværdet glimre helt ved sit fravær. 

Facebook-gruppen med over femten tusind medlemmer - hvor aalborgenserne byder ind med deres egne aktuelle fotos - har ofte været hurtigst på pletten, når sværdet er forsvundet.

- Tror at det efterhånden betragtes som et trofæ at afvæbne kosakken og løbe med sablen, skriver et medlem af facebookgruppen i en kommentar. 

Kommunen begyndte på et tidspunkt at fremstille sværdene i et langt mindre bekosteligt materiale end bronze, som det originale sværd var lavet af, fortæller Betina Bolander Aaen. 

- Det er egentlig bare plexiglas, som kommer over til maleren, som giver det noget maling, så det ligner bronze, forklarer hun. 

Billede beskrivelse

Tilfældighedernes spil?

Betina Bolander Aaen skyder på, at sværdet er blevet stjålet i omegnen af tyve gange over de seneste ti år.

 Hun fortæller også, at der er blevet spekuleret i, hvorvidt der er en sammenhæng med tyverierne og AaB's kampe. 

- Det er sjovt nok altid, når AaB spiller op til kamp, griner Betina.

Hun vil nødigt udlevere nogen, men de har i kommunen lagt mærke til, at det kan have noget med fodbold at gøre. 

- Det kan faktisk overleve karneval. Så det er ikke drukkulturen, fastslår Betina Bolander Aaen.

Om der er tale om tilfældighedernes spil, har det ikke været muligt at be- eller afkræfte.

Men sikkert er det, at den lille kosak nok skal minde aalborgenserne om sin tilstedeværelse. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste