Billede beskrivelse

KLM aflyser en række fly fra Aalborg

Berørte kunder burde få direkte besked fra selskabet selv

03. juli 2023 kl. 16.09
Opdateret 11. juli 2023 kl. 09.18

Opdateret: Tidligere fremgik det, at KLM havde lejet ekstra kapacitet hos German Wings. Det korrekte navn er German Airways.

AALBORG: Der er travlt i sommerferien i Europas lufthavne. Også i Aalborg, hvor mange rejsende skal ud i den store verden.

Men med mange rejsende kan der komme pres på kapaciteten, og det har nu ramt KLM’s flyvninger til og fra Aalborg.

Det hollandske flyselskab, der fire gange om dagen flyver rejsende til og fra Amsterdam, har aflyst 16 flyvninger til og fra Aalborg i denne uge, otte hver vej.

Aflysningerne har været med kort varsel. Lufthavnsdirektøren, Niels Hemmingsen, fortæller, at han fik besked i fredags, hvor KLM også var begyndt at kontakte de berørte kunder.

Årsagen ligger dog hos en af KLM’s underleverandører, forklarer han.

- KLM har lejet ekstra kapacitet hos German Airways, som mangler fly og besætninger til at flyve det, som de har lovet. Så det er kapacitet, der mangler.

En uge ad gangen

Ifølge Niels Hemmingsen afsøger KLM i øjeblikket alle muligheder for at få kunderne videre og løse problemet.

Han fortæller, at der ikke er noget fast mønster i, hvilke af de fire daglige afgange, der er ramt, ligesom det endnu er for tidligt at sige, hvorvidt aflysningerne forsætter længere ind i juli måned.

- Man tager maks. en uge ad gangen, og helst kortere tid, for at se, om man kan nå at løse det.

Hvad tænker du om det som lufthavnsdirektør?

- Jeg synes, det er ærgerligt. Også fordi vi sidste sommer havde udfordringer i Amsterdam. Det værste for mig er, at der er nogle kunder, der bliver ramt. Jeg håber, der bliver fundet nogle løsninger, der kan implementeres hurtigt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste