Billede beskrivelse

KFUM-spejdere på stroppetur i midtbyen

14. oktober 2024 kl. 19.01

Lørdag eftermiddag kunne handlende i Aalborg Midtby meget vel foranlediges til at tro, at de var havnet i et afsnit af Korpset eller andre af tidens populære overlevelsesprogrammer. Plottet var dog ikke baseret på en kommende tv-udsendelse men derimod på at skabe dygtige fremtidige ledere hos KFUM-spejderne.

Således var Aalborg udgangspunkt for det såkaldte Diamant-kursus, hvor 24 unge spejdere mellem 15 og 17 år udsættes for en række prøvelser. Spejdercentret Thorup Hede er vært for Diamant-kurset, og gennem hele ugen skal deltagerne løse en lang række opgaver.

Billede beskrivelse

- De kommer fra hele landet, fortæller Marie Holne fra kursusstaben.

- Gennem ugen lærer de at håndtere pressede situationer og de udsættes for både fysiske og psykiske udfordringer. Det hele foregår selvfølgelig under kontrollerede forhold og de unge har hele tiden deres patrulje at støtte sig til. Ligeledes står vi altid klar til at hjælpe, hvis tingene eskalerer, tilføjer Marie Holne.

Hun vil dog ikke løfte sløret for, hvad der præcist skal foregå i løbet af ugen.

- Det kunne jo hænde, at deltagerne fik opsnappet noget info - også selv om vi har taget mobiltelefonerne fra dem, fastslår Marie.

Ifølge KFUM-spejdernes egen infoside skal deltagerne dog forvente det uventede. De kommer til at udforske egne grænser og bliver klogere på, hvordan de selv og deres medmennesker reagerer i pressede situationer.

Diamant-kurset afrundes den kommende weekend på Thorup Hede Spejdercenter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste