Par boede til leje i 40 år: Nu ejer de Aalborg Kommunes dyreste lejlighed
Det er altid en stor ting, når et par køber deres første bolig.
Det er dog nok alligevel de færreste, der lægger ud med at købe en lejlighed til små 20 millioner kroner.
Det har et par fra Grenaa valgt at gøre. De har nemlig købt den eksklusive luksuslejlighed på toppen af højhuset Horisonten på Lindholm Brygge.
Der er tale om en penthouselejlighed udover det sædvanlige. Den 236 kvadratmeter store lejlighed har nemlig både tagterrasse på 380 kvadratmeter, boblebad, orangeri og 360 graders udsigt.
- Den er helt særlig. Så mange findes der heller ikke af den type boliger, så selv efter mange år i branchen er det noget særligt at få lov til at sælge den. Det er den dyreste bolig, jeg har prøvet at sælge, siger Peter Sørensen, der er ejendomsmægler hos Nybolig Palle Ørtoft.
Det er heller ikke den sædvanlige køber, der har taget boligen af markedet. Der er nemlig tale om et par fra Grenaa, der aldrig har ejet en bolig før. De har boet til leje i over 40 år, og den vilde luksuslejlighed til knap 20 millioner kroner er altså deres første huskøb.
- Man er nødt til at tænke lidt ud af boksen, når man får sådan en bolig her. Det er jo ikke en særlig stor andel af befolkningen, der har 20 millioner kroner til en lejlighed. Vi har satset mere på markedsføring af boligen, fordi vi godt vidste, at det ikke var sikkert, at køberne lige fandtes i nærområdet, siger Peter Sørensen.
Parret behøvede kun at se lejligheden en enkelt gang, før de var solgt
- Lejligheden er jo også tæt på både by, natur og lufthavnen. Havnefronten på Nørresundby er efterhånden ved at blive rigtig attraktiv, fordi der også er sol, forklarer ejendomsmægleren.
Lejligheden på toppen af Horisonten blev senest solgt i 2022. Den daværende køber har så valgt at sælge boligen til parret fra Grenaa.