Billede beskrivelse

Iværksættere får pris for arbejde med web-tilgængelighed

Orla Pedersen og Stein Erik Skotkjerra har succes med virksomheder, som hjælper handicappede

04. december 2022 kl. 12.34

Orla Pedersen fra InqludeIT og Stein Erik Skotkjerra fra Inklusio, der begge holder til hos iværksætter - og kontorfællesskabet GrowAAL i Aalborg Øst, har netop modtaget Aalborg Kommunes årlige handicappris.

De to iværksættere er nemlig eksperter i at sikre mennesker med handicap adgang til web-sider på nettet, og det gør de så godt godt, at deres virksomheder i 2021 vandt et udbud fra Digitaliseringsstyrelsen, så de nu har ansvar for både den automatiske og manuelle monitorering af tilgængelighed på en række offentlige web-steder og mobil-applikationer.

Og hertil kommer så også, at de begge to som arbejdsgivere er foregangspersoner i forhold til at ansætte medarbejdere med autisme. Ifølge job- og velfærdsrådmand Nuuradiin Hussein (S), er der derfor ingen tvivl om, at de er de rigtige modtagere af prisen.

- I tildeles den for jeres store, ihærdige og beundringsværdige indsats for tilgængelighed og arbejdspladser for mennesker med autisme. Jeres unikke makkerskab og flotte resultater er en stor inspiration for mange og et foregangseksempel for alle, forklarede han ved overrækkelsen af prisen, der fandt sted på Lejbjergcentret i Vejgaard.

Arbejdet med at tjekke, om web-sider lever op til kravene om at være tilgængelige for mennesker med handicap kræver vedholdenhed, teknisk snilde og et stædigt fokus på detaljen, og de kompetencer besidder mange mennesker med autisme, som derfor har fået et jo hos InqludeIT.

Og hos Inklusio er man også meget obs på web-tilgængelighed. Stein Erik Skotkjerra er nemlig selv blind, og derfor kender han alt til, hvor afgørende tilgængelige hjemmesider er for mennesker med handicap. Selv små faldgruber på en hjemmeside kan være en næsten uoverstigelig hindring for mennesker med svagt syn.

- Vi har et fantastisk samarbejde, hvor vi sætter vores ressourcer i spil, og sådan en pris betyder rigtig meget for os. Men priser er ikke nok, vi skal faktisk kæmpe hver eneste dag for, at de systemer, vi har, kan være brugbare for alle, og det vil vi blive ved med, fortalte han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste