Billede beskrivelse

I dag må du fyre af - men det her skal du have styr på inden

27. december 2023 kl. 07.00

Måske du allerede har købt krudt ind - måske skal du først i gang i dag, hvor mange af byens fyrværkeriforhandlere åbner. Det er nemlig først fra i dag d. 27. december, du må skyde fyrværkeri af, idet affyringsperioden starter i Danmark og løber frem til og med den 1. januar.

Det er dermed kun tilladt for privatpersoner at fyre fyrværkeri af i denne afgrænsede periode.

Men! Inden du sætter ild til og lyser himlen op farvestrålende glimmer, er der nogle ting, du må og skal have styr på for vores allesammens sikkerheds skyld. Som du sikkert ved, er krudtet nemlig ikke ufarligt. Sidste nytår kom i alt 192 personer til skade med fyrværkeri - og heraf var 36 alvorligt tilskadekomne.

Skadesstatistikker fra nytåret 2022/2023

  • 192 personer kom til skade med fyrværkeri sidste nytår* – heraf var 36 alvorligt** tilskadekomne.
  • To tredjedele af de tilskadekomne var antændere, mens den resterende tredjedel var tilskuere.
  • Blandt de tilskadekomne tilskuere havde hele 34 % øjennære skader. Kun 1/6 af de tilskadekomne tilskuere havde beskyttelsesbriller på.
  • Blandt de tilskadekomne antændere havde hele 49 % håndskader, mens 25 % havde øjennære skader. Kun 1/3 af de tilskadekomne antændere havde beskyttelsesbriller på.
  • Af de 192 tilskadekomne seneste nytår brugte 66 % ikke beskyttelsesbriller.

* Registrerede skader efter brug af fyrværkeri, som har medført akut sygehuskontakt.
** Med alvorlige skader menes der tilskadekomne, som indlægges direkte, overføres til andet sygehus eller kræver akut vurdering hos øjenlæge.

Så - inden du står der med et glas boblende champagne i hånden og den festlige og forventningsgfulde stemning løber af med dig - inden vi kan byde det nye år varmt (og vådt) velkommen og inden festen stikker helt af, så skal vi lige sikre at nytårsfejringen bliver både sikker og tryg. 

Her får du fem gode råd når det kommer til fyrværkeri

  1. Brug altid beskyttelsesbriller, når du er i nærheden af fyrværkeri - også selvom du ikke selv fyrer af.
  2. Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
  3. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
  4. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
  5. Gå aldrig tilbage til en fuser!
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste