I Aalborg Øst er viceværterne uddannet til at opspore demens
Viceværter og fælleshuse skal styrke det nære sundhedsvæsen. Det mener man hos brancheforeningen Danmarks Almene Boliger (BL) og Kommunernes Landsforening (KL), som netop har fremlagt et fælles forslag om at integrere sundhedstiltag i boligpolitikken.
Det har de blandt andet på grund af et godt eksempel i Aalborg Øst.
Udspillet lyder, at regeringen og Folketingets politikere slår en kommende boligaftale sammen med den kommende sundhedsreform, og at man eksempelvis tænker sundhed ind, når de almene boliger renoveres.
Det skal blandt andet ske gennem en social indsats fra viceværter, nye fælleshuse og sundhedshuse i allerede eksisterende bygninger, hvor borgerne blandt andet kan modtage nære sundhedsydelser og har mulighed for fysisk aktivitet.
Aalborg Øst som forbillede
I det østlige Aalborg etablerede kommunen og regionen med finansiering fra Landsbyggefonden et fælleshus og et sundhedshus, som i dag er et godt eksempel på, hvordan man kan tænke boligpolitik og sundhedspolitik sammen.
- Sundhedsprofilen viser, at det har påvirket hele området positivt. Så det har været en stor succes, siger den administrerende direktør i BL, Bent Madsen.
Her arbejder man med at løfte beboernes sundhed og bringe sundhedstilbuddene helt tæt på borgerne - blandt andet med de viceværter, der arbejder lokalt blandt områdets beboere.
- Viceværterne er i virkeligheden en social lim, fordi de er i kontakt med beboerne på hverdagsbasis, siger Bent Madsen.
Han fortæller, at viceværter i Aalborg Øst er uddannet til at være demenssporere.
- De hjælper til og tager en ekstra hånd om fru Jensen, hvis hun har problemer. Det er guld værd for både fru Jensen og sådan set også i forhold til en lokal nær sundhedsindsats, forklarer han.
Endvidere indeholder udspillet også et forslag om, at der skabes plads til lægeklinikker og midlertidige sengepladser i boligområderne, hvilket yderligere vil forstærke samspillet mellem bolig- og sundhedspolitik.
BL og KL's udspiller kræver, at Folketingets politikere indgår en ny boligaftale, hvor finansiering fra Landsbyggefonden vil være afgørende. Fondens midler, der akkumuleres når beboernes lån er betalte, skal administreres i overensstemmelse med aftalen.