Hvad vil du gerne sætte fokus på til Kvindernes Kampdag i år?
Det er Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts, og det plejer Aalborg Bibliotekerne at markere med litteratur, der sætter fokus på kvindernes plads i samfundet, sproget og historiebøgerne.
Men i år vil Hanne Guldhammer Møller fra Hovedbiblioteket gerne gøre noget ekstra.
- Det er jo en vigtig dag. Der findes så mange gode historier om kvinder, vi kan hjælpe med at sætte fokus på i forbindelse med Kvindernes Kampdag, siger Hanne, der arbejder med bibliotekets aktiviteter.
Men... Hvordan?
- Vi vil gerne have noget hjælp til at finde ud af, hvordan vi skal gribe det an i år. Hvordan vi skal lave de bedste arrangementer på vores biblioteker i kommunen. Så derfor spørger vi bibliotekernes brugere, hvad de interesserer sig, forklarer Hanne.
Fra Rødstrømpe til Barbie
Det kunne eksempelvis være emner som økonomisk lighed, vold mod kvinder, kvindehandel og prostitution, kvinder der gør en forskel, sexisme og seksuel chikane, kvinders sundhed og MeToo-bevægelsen.
- Hvis man har en historie eller en idé til et foredrag, debat, udstilling eller andre emner, som vi skal sætte fokus på, så har vi både sat plakater op på bibliotekerne, hvor man også kan sætte en anonym post-it med idéer og så kan man smide mig en mail. Vi tager imod det hele med kyshånd, siger Hanne.
Hendes mail er hanne.guldhammer.moller@aalborg.dk, så tøv endelig ikke med at sende din idé afsted. Hvad vil du gerne kæmpe for?
Meningen er at kampdagen skal markeres i alle Aalborg Bibliotekernes biblioteker i kommunen og at arrangementerne på de forskellige lokationer ikke skal være de samme, men i stedet tage udgangspunkt i en lokal idé.
Derudover fortæller Hanne, at de biblioteket afholder en bogcafé med litteratur om kvinder, kvindekamp og feminisme lige fra rødstrømpebevægelsen til Barbie-filmen.
PS. Aalborg Bibliotekerne glemmer ikke mændene, så bare rolig! Mændenes internationale kampdag har været fejret d. 19. november siden 1999.