Husk sommertid i morgen og undgå en hilsen fra p-vagten
Foråret nærmer sig, og søndag den 31. marts kl. 2:00 skifter vi til sommertid, hvilket i år falder midt i påskeferien.
Midt i fejringen med påskefrokoster og chokoladeæg, er det vigtigt at huske at stille uret og p-skiven, inklusiv uret i bilen, for at tilpasse sig tidsændringen.
Det skriver Q-Park i en pressemeddelelse.
Bilens ur er det sidste, der bliver indstillet
Er du som de fleste, så er uret i bilen nok det sidste, du får indstillet korrekt. Men det kan blive en dyr fornøjelse. Når bilens ur står forkert, kommer vi nemt til at indstille p-skiven forkert.
En p-afgift er næppe det påskeæg, de fleste går og drømmer om. Derfor skal du huske uret i bilen i morgen, søndag, hvis du parkerer steder, der kræver en p-skive.
Husk også at tjekke den elektroniske p-skive. Det er langt fra alle modeller, som automatisk skifter til sommertid.
– Vores job er at forhindre misbrug af parkeringspladserne dér, hvor vi er hyret til at lave parkeringskontrol, siger Q-Parks direktør Alex Pedersen.
Han fortsætter:
– Det gør vi ved at kontrollere bilernes p-skiver, og p-vagten kan kun forholde sig til det, som p-skiven viser.
Han understreger også, at Q-Park har hverken færre eller flere medarbejdere på arbejde på søndag efter skiftet til sommertid.