Billede beskrivelse

Her kan du skifte fra bil til bus eller cykel og oplade el-bil

Nordjyske pendlere bliver de første til at teste en ny type trafikknudepunkt, hvor man både kan parkere gratis, oplade elbilen, benytte et toilet og på sigt hente pakker og købe kaffe

09. juli 2023 kl. 18.38

NORDJYLLAND: Nordjyder bliver de første til at afprøve en helt nyt anlæg, der skal inspirere til mere miljøvenlig bilisme. 

Vejdirektoratet tog i sidste uge første spadestik til det nyeste indenfor trafikknudepunkter, der skal være "showcase" og inspiration for resten af landet.

Knudepunktet er designet i samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab og Aalborg Kommune og ventes at stå klar ved årets udgang.

I øjeblikket er man i gang med at grave jord væk på de områder, hvor nye p-pladser anlægges, fortæller projektleder i Vejdirektoratet Niklas Hovmøller Sørensen

- Mens vi arbejder derude, kan der i periode være et reduceret antal p-pladser, men vi lukker aldrig pladsen helt ned, og langt de fleste pladser vil være tilgængelige, siger Niklas Hovmøller Sørensen.

I løbet af efteråret kan der blive enkelte nætter, hvor man er nødt til at lukke pladsen, når der skal lægges asfalt.

Billede beskrivelse

Anlægget er placeret umiddelbart op til det lille skovstykke på Universitetsboulevarden i Aalborg Øst, tæt på E-45 og Gigantium, hvor der allerede er en p-plads, der benyttes flittigt af pendlere.

Med udbygningen af samkørselspladsen i Aalborg Øst får bilisterne flere og forbedrede tilbud samlet på et sted. Det skal øge motivationen for samkørsel, lyder visionen.

- Det er vores håb, at de bedre faciliteter vil få flere til at skifte transportform, og dermed reducere trængsel og CO-2-udledning, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Niels Skjøde Agerholm.

Pladsen indrettes med flere gratis parkeringspladser, hvor man kan skifte til for eksempel elcykel, løbehjul eller Aalborgs nye Plusbus på den sidste del af rejsen.

Billede beskrivelse

Desuden planlægges toiletter, grønne områder med borde og bænke, og muligvis opsætning af kaffeautomat og pakkeboks. 

- I Aalborg forventer vi, at flere vil stille bilen derude og tage plusbussen enten ind til byen eller ud til supersygehuset, eller benytte sig af samkørsel, siger Niels Skjøde Agerholm.

Den nærliggende fredsskov bliver ikke berørt, er det tidligere blevet fastslået.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste