Se datoen: Skøjtebanen genåbner i midtbyen
Se her, hvornår du kan besøge en af vinterens favoritter
AALBORG: Glæder du dig til at suse hen over isen med vind i håret og røde kinder? Så er der ikke længe til, for arbejdet med at forvandle C.W. Obels Plads til skøjtebane er netop gået i gang.
Og det er en eftertragtet attraktion, der snart står klar - du skal dog være opmærksom på, at perioden med skøjtebanen i midtbyen er forkortet denne gang i forhold til tidligere år set i lyset af de høje elpriser.
- Skøjtebanen åbner 1. december, og vi satser på at være færdige nogle dage før det, siger Knud-Erik Rasmussen, der er driftsleder i Gigantium og står for opsætningen.
- Alt efter vind og vejr tager det omkring 10 dage, inden banen er frossen.
Skøjtebanen er et populært udflugtsmål, og den bliver brugt af mange mennesker i løbet af sæsonen.
- Man kan få mange gode timer til at gå dernede, og skøjtebanen har en af de allerflotteste placeringer i Danmark, siger Knud-Erik Rasmussen.
- Og det er alle aldersgrupper, der bruger skøjtebanen, selv om her er flest unge. Det er både folk, der bor i området og by-turister, der tager en tur på isen.
Skøjtebanen er åben alle dage klokken 10-07 - der er lukket i de tre morgentimer på grund af iskørsel.
Som tidligere år kan du enten møde op med dine egne skøjter eller leje i det tidsrum, udlejningen er åben. Her kan du også få slebet dine skøjter.
Skøjtebanen åbner 1. december klokken 15 og lukker igen søndag 26. februar 2023 klokken 18, det er den sidste dag i skolernes vinterferie.