Billede beskrivelse

Har du en øv-dag? Det er helt normalt

Aalborg Kommune er klar til at gå forrest med projekt, der skal hindre mistrivsel blandt skoleelever

10. juli 2023 kl. 06.08

Fremover skal elever i folkeskolens ældste klasser have hjælp til at mestre livet og lære, at det er ok at have en øv-dag.

Aalborg Kommune har i hvert fået penge til et projekt, der skal forhindre mental mistrivsel, og det glæder sundheds- og kulturrådmand Jes Lunde (RV), der selv har kæmpet for at få initiativet med i det seneste budgetforlig.

- Men dengang var det en betingelse, at vi også fandt noget ekstern funding, og det er heldigvis lykkedes os nu, fortæller han.

Pengene kommer fra Det Obelske familiefond, og de skal blandt andet bruges til et undervisningsforløb for elever i 7. og 8. klasse samt udarbejdelse af et materiale til yngre elever.

- Vi ved jo, at der er en stigende mistrivsel blandt unge, som døjer med at takle livet. Og derfor vil vi gerne forsøge at normalisere deres oplevelse af, hvordan livet er. For i øjeblikket er der desværre en tendens til, at de hele tiden ser "det perfekte liv" på Instagram, Facebook og andre sociale medier. Og så tror de, det er sådan, livet skal være hele tiden, forklarer Jes Lunde.

Han tilføjer, at ingen kommer igennem livet uden møde modgang, og derfor er det også vigtigt, at de unge bliver klædt på til at være lidt mere realistiske og robuste.

- Der sker jo trælse ting - for eksempel et uheld eller en kæreste, der slår op. Og derfor er det også afgørende, at man har nogen metoder til at klare det og mestre den modgang, man får i livet uden at vende det indad, påpeger han.

Rent praktisk bliver der tale om en samarbejde mellem sundheds- og kulturforvaltningen og børne- og ungeforvaltningen, og opgaven med at besøge de ældste klasser og tage en snak om eventuelle problemer er lagt i hænderne på pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR).

Projektet strækker sig over tre skoleår fra 2023 til 2026.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste