Giv dit juletræ et comeback i naturen
Snart kan dit juletræ i potte få nyt liv i helt særlige skove
AALBORG: "Juletræet med sin pynt..."
... er klar på et comeback i naturen.
For nu er du igen inviteret, når der er udplantning af juletræer i potte efter jul. Det er Aalborg Kommune, der står bag initiativet og vil gøre julen mere grøn og lade juletræerne holde hele året. Og på Facebook kan du læse, at kommunen derfor stiller arealer til rådighed, hvor potte-træerne kan genplantes efter jul.
Her er alle velkomne til at komme og plante deres juletræer i stedet for at smide dem væk.
Genplantningen af juletræer finder sted:
Onsdag 28. december kl. 10.00-14.00.
Du skal enten møde op i Mulighedernes Park ved Skelagergården i Aalborg eller i Vester Aslund Plantage (Parkering ved p-pladsen på Aslundvej).
Begge steder vil der være en medarbejder fra kommunen, der stiller redskaber til rådighed og som kan fortælle dig, hvor du kan plante dit træ.