Giv dine sten til banken
Projekt i Aalborg Kommune skal være med til at genetablere stenrev i Limfjorden
Fremover kan både entreprenører, landmænd og private hjælpe med at forbedre biodiversiteten i Limfjorden. Limfjordsrådets sekretariat og Aalborg Kommune indsamler nemlig sten til et projekt, der skal genskabe de stenrev, der er forsvundet fra fjorden.
- Stenrevene er som oaser og udgør fundamentet for meget af det marine liv. For eksempel sætter tang ikke rødder på fjordbunden, men hæfter sig direkte på faste overflader som sten. Uden sten er der derfor ingen tang til at producere ilt eller til at fungere som skjulested for smådyr, krebsdyr og fiskeyngel, forklarer projektleder Klavs Frederiksen.
De mange sten på bunden, der tidligere lå på bunden af Limfjorden, er blandt andet blevet opfisket og benyttet til anlægsarbejder. Og selvom det er forbudt i dag, mangler der stadig stenrev, og det har fået Limfjordsrådets sekretariat til at tænke kreativt og oprette en stenbank, som landmænd, entreprenører og andre kan donere overskudssten til.
- Ved at indsamle og genanvende sten lokalt sparer vi både penge og ressourcer i råstofgravene. Derfor har vi spurgt landmænd og entreprenører i nærområdet, om de vil donere deres overskudssten til en stenbank, og det har givet pote, fortæller Klavs Frederiksen.
Landboforeningerne Agri Nord og LandboNord netop søsat en kampagne, hvor lokale landmænd kan donere marksten, og har man sten til overs i haven kan private også være med. Det sker til foråret, hvor det som en forsøgsordning bliver muligt at aflevere sten på udvalgte genbrugspladser.