Frokost, sms og videomøder: Det laver vi bag rattet
Der foregår mange ting bag rattet, når bilisterne kører på vejene. Mange spiser og drikker, leder efter ting eller bruger håndholdt mobil.
Det viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, hvor bilisterne er blevet spurgt, hvad de har lavet bag rattet inden for den seneste måned.
Tallene offentliggøres i forbindelse med den landsdækkende kampagne "Kør Bil, når du kører bil", som Rådet for Sikker Trafik står bag fra i dag mandag d. 6. til d. 26. maj i hele landet. Det skriver de i en pressemeddelelse.
- Det kræver ens fulde opmærksomhed at køre på vejene, hvor få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser andre. Den slags ulykker ser vi desværre alt for ofte. Derfor bør man vente med at lede efter ting i handskerummet, holde videomødet og at skrive beskeder, indtil man holder ind til siden, siger Lisbeth Sahl Bauditz, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Politikontrol skal holde øje med trafikanters adfærd
Politiet bakker op om kampagnens budskab om at køre bil, når man kører bil. I flere politikredse vil politiet derfor have øget fokus på uopmærksomhed i trafikken fra d. 6. - 17. maj.
Ulykkestal for de enkelte politikredse viser nemlig, at det er nødvendigt med fokus på området, da uopmærksomhed og manglende orientering koster liv i hele landet.
60 kommuner er med i kampagnen, og sætter kampagneplakater med budskabet "Kør bil, når du kører bil" op langs vejene, og Rådet for Sikker Trafik sætter desuden 1.000 kampagneplakater langs statsvejene.
Og det har faktisk en stor effekt. Flere end 6 ud af 10 bilister, der har set plakaterne, svarer i en undersøgelse fra Epinion, at de skærper deres opmærksomhed på trafikken efter at have kørt forbi plakaterne.
Kampagnen kan også ses på Rådet for Sikker Trafiks sociale medier, i tv og på web-tv i løbet af maj måned.