Folk troede, hun var skør: Men nu fejrer Susanne 10 år med sit værtshus
Nogle kalder hende Aalborgs største hønemor.
Men 63-årige Susanne Ekfelt vil bare gerne have, at alle har det godt. Især når de hygger sig med en øl eller sjus på hendes værtshus på hjørnet af Danmarksgade og Løkkegade.
I sommer var det 10 år siden, at hun slog dørene op til værtshuset Hjerter Dame. Nu er hun klar til at fejre det med gratis øl - langet over disken af en helt særlig gæst. Ham kommer vi til senere.
- Det har været benhårdt og sjovt på samme tid. Jeg har kæmpet for det og stået for alt selv - selvfølgelig med hjælp fra min familie. Det har kostet blod, sved og tårer, men det har været det hele værd, siger Susanne Ekfelt.
Fra hæve-sænkebord til barstol
På den ene side lå det ikke i kortene, at hun skulle ende som værtshusejer. Hun har tidligere arbejdet mange år på kontor.
På den anden side gjorde det lidt alligevel. Stort set alle andre i hendes familie har arbejdet i restaurationsbranchen på den ene eller anden måde.
- Men de er alle sammen stoppet. Nu er jeg så havnet der, siger Susanne Ekfelt med et grin.
For 10 år siden besluttede hun sig for at åbne sit eget værtshus. Hun fandt de nuværende lokaler, der på det tidspunkt havde stået tomme i et par år. De blev omdannet til det, der i dag er Hjerter Dame.
- Jeg vidste lige fra starten, at det skulle være røgfrit. Folk troede, jeg var skør, fordi jeg ville åbne et røgfrit værtshus. Det kunne man da ikke. De kunne ikke forstå, at det var mit valg, at det skulle være sådan, siger hun.
Har en holdning
I bunden af værtshuset er der et lille "rygerhjørne", hvor en kraftig udsuger sørger for, at røgen ikke breder sig i lokalerne.
- Det kostede selvfølgelig også lidt at få sat op, men sådan er det. Jeg vil gerne have en holdning til tingene. Jeg serverer heller ikke alkohol for folk, hvis de kommer ind og er meget fulde. Jeg vil ikke sælge nogen en øl, som de ikke har brug for. Sådan er jeg bare. Nogle kalder mig Aalborgs største hønemor, siger hun med et grin igen.
Der kommer mange forskellige grupper på Hjerter Dame. Både unge og gamle kommer forbi til fyraftensøl, fredagsøl eller bare hyggeøl.
Hun har aldrig haft en ansat og har drevet det hele selv. Seks dage om ugen. Hver uge. Hele året. Hun holder lukker to dage efter påske. I år holdt hun to ugers ferie, mens familien drev værtshuset. Ellers er det det.
- Mit ældste barnebarn synes dog, jeg godt kunne holde lidt mere fri, så han tager nogle dage hernede. Jeg er lidt en kontrolfreak, så det er svært at lægge tøjlerne fra mig, siger hun.
Direktøren bag disken
Tilbage til begyndelsen. Udover Susanne Ekfelt er der endnu en person, der har været involveret fra dag ét. Da hun besluttede sig for at åbne Hjerter Dame, ringede hun nemlig til Aage Svenningsen, der er direktør hos Thisted Bryghus. Han var klar på at samarbejde, og det vestjyske bryghus har været faste leverandører til Hjerter Dame lige siden.
- Aage har lovet mig for længe siden, at han ville stå ved baren til mit jubilæum, så nu har jeg taget ham på ordet. Det er ikke hver dag, man kan få serveret øl af en direktør, siger Susanne Ekfelt med et grin.
Jubilæet var faktisk 13. juli i år, men det lå midt i industriferien og blev ikke fejret som sådan. Derfor bliver det markeret på lørdag 26. oktober. Der er gratis øl mellem 15.00 og 16.00, og det er naturligvis direktør Aage Svenningsen, der langer Thy Pilsner og Thy Classic over disken.