Fjordudsigt og kaffe på kanden: Boghandel har lavet nyt hyggehjørne
- Vi håber, at kunderne vil bruge hjørnet til at sætte sig ned og slappe af, fortæller butikschefen
AALBORG: Uanset om du er i humør til at læse i en god bog, nyde udsigten til byens summende liv eller hvile benene, er det nu muligt hos Aalborg Boghandel.
For nyligt har butikken nemlig rykket rundt på reoler og adskillige bøger for at gøre plads til boghandlens nye hyggehjørne med et bord og tre stole, som er vendt ud mod Østerågade.
- Her er kunderne velkomne til at slå sig ned og tage en kop kaffe eller te, fortæller butikschef Susanne Tøsbæk Pedersen.
Bøger og spil til låns
Udover kaffen har boghandlen sat lidt bøger og gratisaviser frem, kun til brug i hyggehjørnet.
- Så har man lyst til at sidde og læse, er der rig mulighed for det. Derudover er der forskellige brætspil, man er velkommen til at bruge.
- Og så er der fjordudsigt fra hyggehjørnet – der har dog været lidt debat om, hvorvidt det passer, men det vil jeg nu altså sige, der er.
Fra hyggehjørnet kan man også spotte Jens Bangs Stenhus, Det Gamle Rådhus og domkirken - og sidstnævnte er der også nogen, der stiller spørgsmålstegn ved.
- Men så folk må jo kigge forbi og se for dem selv, griner hun.
Et hjørne til afslapning
Susanne Tøsbæk Pedersen fortæller, det ikke er første gang, at Aalborg Boghandel har haft et lignende tiltag.
- For cirka 20 år siden havde vi et sofahjørne med standerlamper og alt muligt, men der var aldrig nogen, der brugte det.
Men efter at have snakket om det i butikken nogle gange, gør de nu et nyt forsøg et andet sted i butikken, nemlig i hjørnet ved vinduerne.
- Vi håber, at kunderne vil bruge hjørnet til at sætte sig ned og slappe af. Men det kan jo også bruges, hvis et ægtepar er ude og handle, og manden måske lige har brug for en pause, mens konen trisser rundt og hygger sig.